torsdag den 19. marts 2009

Vores store, lille pige

Ellen har virkelig taget et kvantesping på det seneste. Sprogligt er der sket meget, hun har fået en masse fyld-ord på (brand-varmt, is-koldt mv.). Bleen fik vi af hende til sidst på opholdet i Gambia – vi havde nogle uheld i Hanne Vibe, men nu er det helt slut med det. Hun har dog stadig ble på når vi kører i bus mv., men den bliver ikke brugt.

Sutten har været den store udfordring,i Gambia blev den brugt til sove- og tisse-sut uden de store problemer . Men her i Kenya fik hun lov at få den mens vi var på safari, for ikke at lave larm i bilen. Det bevirkede at hun til sidst havde et narkoman-lignende forhold til den, og skreg og hylede når vi tog den væk. Det var jo ikke lige meningen, for egentlig ville vi have taget den fra hende omkring 3 års fødselsdagen. Og det gjorde hende sløv mens hun havde den, for den er jo søvndyssende. Det gjorde at hun sov en del af tiden på safarien.
Så Martin kom i tanke om, at han havde hørt om nogen der havde klippet hul i sutten for at gøre den mindre attraktiv. Vi klippede så først et lille hul, og tog derefter mere og mere af. Hun opdagede det selvfølgelig, men accepterede at der var et dyr der havde spist af den, og vi ikke havde andre:). Det gjorde den lidt mærkelig, så den blev spyttet ud uopfordret flere gange. På vej til Mombassa i bussen fik hun den slet ikke, og der var ingen problemer. Her på stranden spurgte hun efter den den første aften, men har slet ikke gjort det i dag (onsdag)- selv ikke når hun er faldet og slået sig. Så det må siges at være en stor succes.
Det bliver spændende at se hvordan det spænder af når vi kommer hjem, hvor hun jo godt ved at der er sutter. Så når vi kommer hjem bedes alle undlade at nævne ordet s-u-t – tak :).

Ingen kommentarer: