søndag den 29. marts 2009

Vel hjemme igen

Så er det snart ved at være et par dage siden vi landede, og vi har haft nok at gøre siden...

Vores sidste dage i Kenya gik med rejse, turen til Nairobi over Mombassa gik upåklageligt. Inden da havde vi dog en dejlig dag med snorkling og en lille bådtur, se bare:



I Nairobi havde vi to dage, hvilket var mere end rigeligt. Vi fik shoppe en lille smule, og pakket vores bagage. Vi skulle flyve kl. 00.30 natten til torsdag, så de tvar nogle meget trætte piger der gik ombord. Næste morgen landed vi i Bruxelles kl. 7.00, og hvade 8 timers ventetid. For at slippe for endenu en gang at sidde og vente inde i lufthavnen, låste vi vores håndbagage inde i en boks i lufthavnen, og tog toget ind til centru. Det viste sig dog at være en noget kold fornøjelse, da vi kun havde trøjer og gummisko på. Så vi endte på en cafe og i et stort shoppingcenter - men det var nu fint nok at være ude af lufthavnen under alle omstændigheder.

Vi blev modtaget af bedsteforældrene, og der blev givet store knus. Det var dejligt at se dem igen.

Nu går vi så og fordøjer alle indtrykkene, og vasker en masse tøj :-). Vi skal have sorteret i vores billeder inden de er klar til fremvisning. Men det skal vi nok nå en af de nærmeste dage. Vi skal heldigvis først starte arbejde efter påske, det er dejligt.

Enden på rejsen betyder også slut på opdateringen af denne blog. Vi håber I har syntes det var spændende at læse med. Vi har i hvert fald haft fornøjelse af at skrive den.

Tak for denne gang.

torsdag den 19. marts 2009

Bounty-land

Søndag blev brugt på sight-seeing i Nairobi. Først besøg på Karen Blixens hus. Jeg synes det var meget spændende, da jeg lige har læst bogen og været meget optaget af de ting hun skriver, som jeg også kan genkende. Vi blev dog noget afskrækkede af prisen – vores Lonely Planet fra 2006 sagde 200 KSH for non-residents i Kenya, men nu var den oppe på 800 KSH. Så jeg gik ind alene. Derefter var vi på lidt shopping i Karen (ja, det hedder det fashionable kvarter omkring hendes hus), og på kaffebar i Nairobi. Vi forlod vores hotel i Nairobi søndag aften kl. 20, og blev fulgt til bussen af 2 ansatte fra hotellet – en lidt skummel oplevelse. Selve busturen gik fint, pigerne sov hele vejen, og vi selv fik også en del søvn. Vi havde dog klædt os på til en voldsomt airconditioneret bus (som vi havde opleve ti Asien, hvor vi frøs med anstand) – men denne tur var rigtig varm. Bussen kom til Mombassa 5.30, det var noget kaotisk, men vi fandt den rigtige taxa-bus, kom over med den lille færge der forbinder Mombassa med fastlandet på sydsiden, og videre med en taxabus mod syd.

Vi har fundet et super-godt sted, Diani Beachchalets, til kun 200 kr. pr. nat. Vi har vores eget hus med køkken og to soveværelser, så pigerne har hver deres seng, hvilket de kun har haft tre nætter før i de sidste tre måneder. Vi har udsigt til vandet fra vores veranda. Eneste problem er de frække aber, som gør at vi spiser morgenmad indendørs. Jeg havde egentlig haft kig på noget resort-ting med fuld forplejning, men må indrømme at det bare fungerer bedre med eget køkken når man har børn med.
I går aftes kombinerede vi dog det bedste af de to verdener – vi havde en kok der kom og aftalte menuen med os, købte ind og lavede maden, alt sammen for 500 KSH eller ca. 37 kr… (dog excl. maden) Se det er jo til at have med at gøre, og vi fik tre lækre friskfangede hummere og white snapper-fisk i afrikansk tomatsauce til aftensmad.
Det er virkelig en bounty-strand her, sandet er ultra-fint og kridhvidt, der er palmer og turkisblåt vand. Vandtemperaturen er vel ca. 30 grader, det er meget varmt, særligt helt inde ved land. Der er nærmest ingen bølger, så ungerne kan lege lige så tosset de vil uden man skal være bange for de bliver skyllet omkuld. Ellen svømmer med badering, mens Astrid hellere vil blive på det lavere vand og lege. Også luften er meget varm, det var sauna-agtigt at komme herned fra Nairobi, som jo ligger i øjlandet. Men det er nu gået ret hurtigt med at vænne sig til det. Dagtemperaturen ligger på ca. 35 grader og nattemp. på ca. 25 C. Så der er ikke rug for dyner og den slags, bare lagen at ligge på og et myggenet over sengen. Hvis vi spiser ude om aftenen må vi tage lidt tøj på, men ellers bliver hele dagen tilbragt i bikini :).
Dagen i går blev brugt til en lille bådtur i en østafrikansk dhow – en lille udrigger-båd med sejl. Vi sejlede ud til en ”Robinson-ø”, en revle som dukker op ved højvande. Derude kan man snorkle på et rev, og eftersom vi har slæbt svømmefødder og maske med hele vejen, skal de selvfølgelig bruges nu. Astrid kunne også låne en lille maske og nogle små ”kyllinge-fødder”, og med badering om maven var hun super kæk. Det var en stor succes, hun fik både set fisk, koraller og en masse søpindsvin. Ellen prøvede også, men kunne ikke rigtig komme til at ligge vandret med baderingen, fordi hendes ring er større. Men hun fik da set en enkelt stooor fisk og var vist godt tilfreds med det. For de mere bekymrede læsere kan vi oplyse at børnene naturligvis var udstyret med baderingen som redningvest under sejlturen!.
I dag skal Martin ud og prøve at kite-surfe, han har købt et to-dages kursus. Det er et perfekt sted til den slags, der kommer en let brise fra havet ind om eftermiddagen, vandet er varmt og lavt og med sandbund langt ud. Så er det bare med at komme afsted.
Vi bliver her til mandag eftermiddag, hvor vi tager bussen tilbage til Mombassa, og derfra en natbus til Nairobi. Dér har vi så 1½ døgn til vi skal med flyveren hjemad.

Vores store, lille pige

Ellen har virkelig taget et kvantesping på det seneste. Sprogligt er der sket meget, hun har fået en masse fyld-ord på (brand-varmt, is-koldt mv.). Bleen fik vi af hende til sidst på opholdet i Gambia – vi havde nogle uheld i Hanne Vibe, men nu er det helt slut med det. Hun har dog stadig ble på når vi kører i bus mv., men den bliver ikke brugt.

Sutten har været den store udfordring,i Gambia blev den brugt til sove- og tisse-sut uden de store problemer . Men her i Kenya fik hun lov at få den mens vi var på safari, for ikke at lave larm i bilen. Det bevirkede at hun til sidst havde et narkoman-lignende forhold til den, og skreg og hylede når vi tog den væk. Det var jo ikke lige meningen, for egentlig ville vi have taget den fra hende omkring 3 års fødselsdagen. Og det gjorde hende sløv mens hun havde den, for den er jo søvndyssende. Det gjorde at hun sov en del af tiden på safarien.
Så Martin kom i tanke om, at han havde hørt om nogen der havde klippet hul i sutten for at gøre den mindre attraktiv. Vi klippede så først et lille hul, og tog derefter mere og mere af. Hun opdagede det selvfølgelig, men accepterede at der var et dyr der havde spist af den, og vi ikke havde andre:). Det gjorde den lidt mærkelig, så den blev spyttet ud uopfordret flere gange. På vej til Mombassa i bussen fik hun den slet ikke, og der var ingen problemer. Her på stranden spurgte hun efter den den første aften, men har slet ikke gjort det i dag (onsdag)- selv ikke når hun er faldet og slået sig. Så det må siges at være en stor succes.
Det bliver spændende at se hvordan det spænder af når vi kommer hjem, hvor hun jo godt ved at der er sutter. Så når vi kommer hjem bedes alle undlade at nævne ordet s-u-t – tak :).

lørdag den 14. marts 2009

Besøg af tand-feen

Så skete det endelig - Astrid tabte sin rokketand, som har rokket nærmest siden vi landede i Gambia. Det skete den første aften i Masai Mara, så det må siges at være et sted man husker...

Hun var lidt bekymret for om tandfeen kunne finde hende, men det kunne den heldigvis. Næste morgen lå der 200 KSH under hovedpuden (ca. 15 kr.). De blev i går brugt på markedet i Nairobi til det hedeste ønske, en skål og en ske til at made dukken med. Ikke at sådanne manglede i forvejen, med disse er fint udskåret i træ, så det er et forståeligt ønske.














På vej til stranden

Vi er nu tilbage i Nairobi efter 2 gode dage på Crayfish Camp på sydsiden af Lake Naivasha. Vi boede i en lille hytte, og på stedet var der svimmingpool, restaurant og alt hvad vi ellers behøvede. I går morges sad vi på ders bådebro og kiggede på flodheste - vildt.

I camp'en mødte vi to belgiere på vej hjem fra safari. De skulle køre til Nairobi en en halvtom safaribus, så vi fik lige fedtet os ind og kørte med dem fremfor at tage offentlig transport. Dejligt. Vi blev sat af ved deres hotel, som så også bookede os ind på. Ca. samme faciliteter som Country Logde, men til 1/3 af prisen. Vi er dog nok nødt til at opretholde vores booking på Country Lodge til den sidste nat, da vi jo har alt vores andet bagage der.

Dagen i dag står på afhentning af vores svømmefødder på Country Lodge, hvor vi også parkerer en stor pose af det lidt varmere tøj - for nu går turen til Mombassa, hvor der er vældig, vældig varmt. Vi har købt billet til en luksus-bus som kører i aften, og vi skal så køre hele natten. Det har vi prøvet i Thailand og Malaysia, og vi ved at pigerne ikke har nogen problemer med at sove i diverse stolesæder. Hvis det bliver helt skrækkeligt, tager vi bare flyet hjem igen.

Vi regner også med at nå en tur til Karen Blixens hus lidt uden for Nairobi. Jeg har fået læst Den Afrikanske Farm hernede, og glæde rmig meget til at se huset og omgivelserne. Der er også et giraf-center derude, så pigerne også får lidt at se på.

Men ellers står den på strand-liv på Diani Beach syd for Mombassa - som planerne ser ud lige nu. Vi har haft tænkt både på Zanzibar og Lamu som andre strand-mål, men vil ikke bruge så meget tid på transport i forhold til hvor længe vi kan være dernede. Så det bliver en lidt mere turistet strand, som til gengæld forhåbentlig har gode faciliteter og mulighed for at snorkle.

onsdag den 11. marts 2009

Livstegn fra Lake Nakuru

Vi er nu ved at naa enden af vores safari-tur, som har vaeret fantastisk.

De foerste 3 dage var vi i Masai Mara, hvor vi har set masser af elefanter, loever, geparder, giraffer, zebraer, boefler, gnuer.... Hojdepunktet var en gepard som nedlagde en lille gazelle lige for ojnene af os. Det var ret saa nervepirrende. Pigerne var meget opslugte af det hele , der var selvfoelgelig tidspunkter hvor tiden var lidt lang, men i det store og hele har det vaeret en stor succes. Vi rejste de foerste 2 dage sammen med et rigtig soedt engelsk par, og de sidste 2 dage har i haft bilen for os selv. Saa det endte med en privatsafari, selvom vi ikke betalte for saadan en...

I nat boede vi paa en luksus-lodge med swimmingpool, super-god restaurant, fine hytter man boede i etc. Det var sjovt at proeve, men selve safarien man faar er jo den samme hvad enten man bor i telt (som vi gjorde de foerste 2 dage) eller paa lodge.

Dagen i dag startede med en kort safari, hvorefter vi koerte til Nakuru, hvor vi skal ud og se paa flamingoer og naesehorn i morgen. Det bliver spaendende. Vi har taget over 250 billeder, men de er ikke med paa cafeen her, saa dem maa I have til gode.

Planen fra nu af er at tage til Lake Naivasha og bruge et par dage for os selv. Derefter tilbage til Nairobi og pakke lidt om, laegge computer, stort kamera mv. af paa hotellet hvor vi har vores andet pik-pak, og derefter tage til kysten. Vi regner med det bliver i naerhenden af Mombassa, men har ikke bestilt noget endnu. Vi ved derfor ikke lige hvornaar vi kommer i naerheden af internet igen. Pas godt paa jer selv saa laenge.

lørdag den 7. marts 2009

Nairobi + Safari

Dagen i dag har været øremærket til at finde en safari. Først gik vi ned i byen, og det er noget af et kulturchok når man kommer fra Gambia. Forskellen mellem Gambia og Nairobi er mange, mange gange større end mellem Nairobi og Europa - her er skyskrabere, alle slags butikker, restauranter osv. Folk er også meget anderledes end i Gambia, der er ikke nogen der hilser af sig selv, bortset fra dem der prøver at sælge safarier. Det står åbenbart skrevet på ryggen af én at man vil på safari, hvis man bevæger sig i den del af byen.

Efter besøg hos 3 forskellige selskaber valgte vi en tur, som kommer til at stå os i ca. 1400 USD. Noget af en pris i forhold til hvad vi brugte i Gambia, men det vidste vi jo godt. Det er lidt problematisk at betale, hvis man vil betale med visa koster det 5 % oveni, og der er jo en øvre grænse for hvad man må hæve i automaterne pr. dag. Så jeg er glad for at jeg fik lavet et ekstra kort, så kan vi også bruge det til at hæve på.

Vi skal afsted i 5 dage på den organiserede tur, og derefter biver vi sat af ved et sted der hedder Lake Naivasha, hvor vi biver et par dage inden vi tager videre mod kysten.

På turen skal vi først til Masai Mara, hvor vi skal bo i en teltlejr de første 2 dage og på en luksus-lodge den sidste nat. Derefter tager vi til Lake naikuru, hvor vi skal bo en enkelt nat. I Lake Naikuru holder kæmpe flokke med flamingoer til. Vi glæder os rigtig meget!

I morgen tidlig skal vi afsted kl. 8, så vi pakker rundt i aften - der er en del vi kan lade blive her, bl.a. Gambia-indkøbene og svømmefødderne :-). Mens vi pakker kan vi høre DR netradio på det trådløse netværk - super!

fredag den 6. marts 2009

Vel ankommet til Kenya

Så er vi kommet til Nairobi.

Turen herned var en længere omgang, 30 timer nåede vi at være på farten. Men der var ingen problemer undervejs, pigerne opførte sig virkelig eksemplarisk det meste af tiden. Vi havde 6 timers ventetid i Bruxelles, men det var nu ikke noget problem.


Vi ankom til Nairobi kl. 23.30 i går aftes - der var lidt bøvl med vores visa, da man kun kunne betale med USD. Jeg havde forestillet mig at hæve USD i Bruxelles, men i hele den store ny-byggede lufthavn er der ikke en bank! Så jeg var nødt til at veksle fra euro til USD til en vanvittig dårlig kurs. Kenyas visum-pligt alene må inbringe dem betydelige summer - vi kom af med 200 USD for os 4.

Vi bor på et lækkert hotel, som vi fik anbefalet af Martins fætter Jeppe, som har boet hernede i 4 år. Det er et familie-rum, hvor pigerne bor i et tilstødende værelse med køjeseng. Og rigtige dyner, hovedpuder, brusebad hvor man kan stå op, og alt muligt. For slet ikke at tale om morgenmads-buffetten... Så vi nyder livet.

onsdag den 4. marts 2009

Farvel til Gambia

Så er det ved at være tid til at sige farvel til Gambia efter 8 gode uger her- Vi er meget enige om at vores ophold her har haft en passende længde; længe nok til at komme ind i en rytme og lære nogle folk at kende, og kort nok til at det ikke gjorde noget man ikke kunne sproget mv. Hvis vi var blevet her meget længere var pigerne begyndt at blive kede af ikke at kunne snakke med jævnaldrene.

I mandags holdt vi farvelfest i Hanne Vibe, det var en dejlig oplevelse. Vi havde små gaver med til alle børnene, ca. halvdelen var tusser vi har fået af Jam fra Martins arbejde, og resten var legetøj enten fra vores egne kasser eller de sørgelige rester fra Sct. Georgs-gilde kasserne. Specielt de to dukker med masser af baby-tilbehør var et hit. Astrid havde bestemt at hendes veninde og venindens lillesøster skulle have den ene dukke. Samme morgen fandt vi ud af at deres mor er højgravid, så det kunne jo ikke passe bedre.

Vi havde små juicer (indkøbt her, men produceret i Frederikssund, af alle steder!) og karameller med. Vi lavede mooncar-race i skolegården, drengene mod pigerne. Sidste heat var Martin mod hderes lærer, til vild jubel for børnene. Det er vist ikke hver dag deres lærer bliver tvunget på slap line. Da det hele var slut pakkede jeg spillene i en flyttekasse – og kunne da ikke lade være at tænke tanken, om de vil blive brugt før der evt. kommer en anden dansker herned og arbejder?

Ellers har de sidste dage været lidt af et forhindringsløb af folk som gerne lige vil prøve lykken sidste gang, om de kan få noget ud af os inden vi rejser. Vi er blevet bedt om vores laptop, mobiltelefon, og af to forskellige om sponsorater af skolegang. Der er selvfølgelig ikke noget at sige til at de prøver, men det er ikke noget vi har tænkt os at gå nd i.

Dagen i dag har vi brugt på stranden, den eneste hele dag vi har brugt dernede. Det har været dejligt nok. Pigerne (og jeg, da Ellen ellers ikke turde) var ude at ride på heste, vi har set dem mange gange og snakket om at prøve, så det skulle være nu. I aften skal vi spise nede på en lokal restaurant hvor vi har været flere gange.

I gaar var vi ude med Paomar, han havde ellers været som sunket i jorden i flere uger, men ville lige høre om hvad vi synes om vores ophold. Det var hyggeligt nok – selv om han fler egange mildest talt har vist sig upåligelig, så glemmer man det når først han er der.Det bliver spændende om vi kan have det hele med videre – vi havde en kuffert med herned med ting som skulle blive her, og vi har også forbrugt lidt hernede. Men der er også blevet indkøbt forskellige souveniers – ikke mange er fra souvenier-utikker, men vi har fx baobab-frug og små poser, så vi kan lave ”Gambia-is” til børnehaven derhjemme. Vi har læst i deres nyhedsbrev at de har Afrika-tema pt., og også følger med på bloggen. Herligt!

Forhåbentlig går der ikke så længe før vi igen er online, men hvis ikke, må alle ha’ det godt til vi skrives ved igen. Vi har faaet et spoergsmaal om hvornaar vi lander igen, det er d. 26. marts, saa det bliver til knap 3 uger i Kenya.

lørdag den 28. februar 2009

Opbruds-stemning

Sikke tiden løber... Vi har nu kun 5 dage tilbage, og tankerne beskæftiger sig mest med de ting vi ksal have nået inden vi tager afsted.

Denne weekend er vi på bsøg hos Karin og Peter i Sanyang -de har ikke andre gæster i disse 2 uger, så der er lidt bedre tid til snak og samvær. Rigtig hyggeligt. Pigeren nyder poolen, og vi nyder at der er andre end os til at snakke med dem.... Astrid har jo et vældigt behov for at snakke, og eftersom det ikke bliver honoreret i børnehaven, er der lissom kun 3 til at holde for til hverdag...

Vi har fået pakket en stor kasse med legetøj til at tage med i Hanne Vibe på mandag, der er virkelig mange gode ting.De flest ehar vi haft med i vores kasser, og så var der også lidt sørgelige rester i spejdernes hovedkvarter, efter de havde taget hvad de ville have. I sidste uge legede vi med små molekylebyggesæt-ting jeg havde fået fra Novo, det var et hit. Som nok ikke bliver mindre af at vi har et til dem hver - det fortalte jeg ikke noget om da de legede med dem.

I morgen aften skal vi til middag hos Buba. Vi skal også have købt lidt ting ind på Serrakunda marked - nok ikke typiske souveniers, men noget som vi gerne vil ha' med hjem for at huske Gambia. Tirsdag skal vi på Little Tree og sige farvel, og onsdag og torsdag går med pakning og med at forære ting væk som vi ikke skal bruge mere. Det er jo alligevel blevet til nogle indkøb til køkkenet osv., og dem skal vi ikke ha' med til Kenya. Så vi skal nok få tiden til at gå.

tirsdag den 24. februar 2009

Mission accomplished…


Så er vi vel tilbage fra Soma, hvor solcellerne blev installeret og kører.Vi tog afsted onsdag – det var meningen at vi skulle have været afsted om morgenen, men som altid hernede kom der jo noget i vejen. Denne gang Independence Day, hvor spejder-orkestret fra Little Tree skulle spille. Dvs. at der skulle køres instrumenter i Scout Car’en – og så måtte vi pænt vente til de var færdige. Men afsted kom vi, med en tungt læsset bil: os 4, vores bagage, Mandy som var chauffør og underviser på det tekniske college herende, en el- lærer fra Little Tree og 6 unge fyre på 16-20 år. Martin havde udvalgt 3 fra den ældste elektriker-klasse, og derudover var der udpeget 3 spejdere, som ikke nødvendigvis havde andre kvalifikationer end at være spejdere- de var ikke fra Little Tree. Alle knægtene sad på ladet, hvor der også var solceller, batteri og det store jernstativ som de skulle monteres på taget, på. Vi var først dernede kl. 22.30, hvor alle blev installeret i Kaira Konko.

Martin prøvede at holde sig mest muligt i baggrunden og lade de studerende gøre arbejdet. Der var også et par elever fra Soma med i starten, men de havde ikke meget begreb om el, så de fortrak hurtigt. Buba (som vi tidligere har besøgt, og har set en del til) og de to andre studerende var dem som klarede sig bedst.

Efter den første nat på Kaira Konko forsøgte spejderne der at opkræve de studerende 100 D pr. nat for at sove der (i en sovesal uden tæpper, adgang til bad eller noget). At de kom for at hjælpe nogle andre spejdere i byen gjorde ingen forskel – alt handler om penge hernede, i hvert fald når de tror at Toubab’erne bare går ud og plukker nogle penge på vores pengetræ og betaler. Vi fortrak fra Kaira Konko, de 3 spejdere + lederen lånte et telt på skolen, og de 3 studerende blev indlogeret på hospitalet, hvor der var nogle ledige senge. Så alt løste sig – men de høje tanker vi havde om Kaira Konko blev gjort alvorligt til skamme, og vi flyttede derfra næste dag, til et sted med samme faciliteter, men halv pris.

Fredag eftermiddag kom det spændende øjeblik hvor anlægget skulle sluttes til. I modsætning til flere af de adre anlæg vi har set hernede, kører dette ikke som et separat system. ”Vores” solceller blev sat til det eksisterende net, og man kan så slå over, hvis solcellerne af den ene eller anden grund ikke kan trække det hele. Der blev sat symaskiner, samtlige el-pærer og computere til, og det kørte stadig fint. Stor jubel.
Lederen af skolen, Travali, driver en lille butik på skolen område (jeg kan dog ikke forestille mig at et evt. overskud tilfalder skolen….) Det viste sig, at det køleskab han bruger til at køle vand etc. ned med til salg, er sat på skolens el-forsyning. Og det ville være synd at sige at det var et AA-mærket skab… Så solcellerne kunne selvfølgelig ikke drive det, hvilket bevirkede at vi kom derned næste dag og så at de havde slået over på ”bystrøm” for at kunen drive skabet også. Det blev vi selvfølgelig lidt knotne over, men mens vi gik og spekulerede over hvordan vi skulle gøre Travali forståeligt at det ikke kunne være meningen at han skulle bruge Skill Centrerets strøm til sin egen biks, gjorde Mandy kort proces og kappede kablet til biksen. Så må Travali selv sørge for at få trukket en ny ledning.


Selve anlægget var klar til brug lørdag middag, men så gik de i gang med et større hovedeftersyn af hele skolen. Der kom nye spare-pærer op så der er lys i alle skolerum og der blev skiftet kabler (tak til Trine, som har sponsoreret dem :) ). Udover at de tnok er godt for den generelle sikkerhed på skolen, er det også godt for de studerende som fik ”fingerene i suppen” mere end de nogensinde har haft. Vi havde værktøj med, som bagefter bliver givet til Little Tree (tak til Charlotte og Kasper), og alene at bruge det var nyt for nogle. Martin har overværet lektioner på Little Tree, hvor det forskellige værktøj blev tegnet med kridt på tavlen, så man ved hvordan det ser ud….

Lørdag aften inviterede vi alle ud at spise – de havde ellers holdt sig selv med aftensmad, og Skill Centret havde betalt de andre måltider. På byens eneste rigtige restaurant kunne vi bespise 10 mand incl. en sodavand til hver for 440 D – 110 kr. Der var så heller ikke meget kød, men godt med ris, så alle var mætte og glade. For en af elevernes vekommende var det første gang han var på restaurant. Søndag var det meningen vi skulle have været hjem fra morgenstunden, men klokken blev 15.30 inden vi kom afsted, og 20.30 før vi var hjemme. En god tur, med et fint resultat, så vi er meget tilfredse.

Nu er der også kun 9 dage til vi skal hjem, det er gået så hurtigt. Nu gælder det om at få de sidste ting delt ud, og leveret alt det vi har lånt, tilbage. Og nu er det vist tid til en tur på stranden…

tirsdag den 17. februar 2009

En skuffende oplevelse

Mandag bød på en noget nedslående oplevelse. Da vi tømte containeren, fik vi (som før fortalt) vores egne flyttekasser med ting med hjem, mens solcellerne blev stående i spejdernes hovedkvarter på Little Tree. De har et lille hus med 2 rum, udstyret med kontorfaciliteter, 2 computere mv. – alt sammen sponsoreret fra Danmark eller England. (Med DDS’s Holmen i baghovedet er det ikke store forhold – der er ca. lige så mange registrerede spejdere hernede som i DDS). Nå, men sammen med solcellerne blev også stillet 7 flyttekasser med ting som Sct. Georgsgilderne havde sendt herned i containeren – kontorartikler, legetøj og en masse godt tøj, håndklæder mv., som var glemt i Holstebro Badeland. Det blev aftalt med Paomar, som koordinerer Sct. Georgsgildernes containere, at Martin og jeg skulle står for uddelingen af disse kasser også, da det ca. var det samme som var i vores kasser. Martin aftalte med Alpha at det skulle køres hjem til os i weekenden. De kom bare ikke, men vi undrede os ikke så meget, for det kunne der jo være så mange grunde til.

Mandag middag kom Martin så og hentede os på Hanne Vibe, nærmest hvidglødende af raseri. Det viser sig, at kasserne med tøj og kontormateriel er blevet næsten tømt i løbet af weekenden. Der er helt klart blevet sorteret i det, bl.a. er badetøj og små håndklæder blevet ladt tilbage, mens skrivegrej og lignede letomsættelige ting er væk alle sammen. Kasserne er blevet lukket igen og stillet på helt samme måde som da Martin forlod dem fredag eftermiddag – bl.a havde han stillet de yderste kasser på hovedet for at man ikke kunne snuppe noget i forbifarten. Heldigvis var solcellerne ikke rørt. Det der er virkelig nedslående er, at der ikke har været indbrud – det er kraftige metaldøre med hængelåse og tremmer for alle vinduer, så det er ikke lige at komme ind. Desuden er der vagt på hele døgnet – han skulle sidde mindre end 10 m derfra. Der er 2 som har nøgler. Ham som er leder for hele korpset, og som vi snakkede længe med mens vi ventede på container i tirsdags, bl.a om hvad de kunne ønske sig, hvis vi skulle hjælpe deres korps med noget når vi kom hjem. Den anden er en af de lærere Martin har haft mest at gøre med, og som også skulle med til Soma for at installere solcellerne.

Så de har virkelig et forklaringsproblem, og det gjorde Martin dem også klart inden han forlod stedet, meget vred. De sagde de ville vende tilbage efter kl. 16. Kl. 17.45 blev vi dog enige om at det ikke skulle ødelægge mere af vores dag, og gå ud over pigerne, så vi gik og og hentede mælk og ud at spise derefter. Ved 19.30-tiden blev vi ringet op af Alpha, men Martin havde desværre fået migræne, så han var ikke til at snakke med eller møde nogen.

I dag fik han så at vide, at der havde været et møde hvor de fleste af lederne har været til stede, i lørdags. Og det var i den forbindelse at de var blevet tømt – det var ikke sket egentlig organiseret men hver enkelt havde bare gået ind og taget hvad de kunne bruge. De får jo ikke som sådan noget for det arbejde der udføres forbindelse med containertømning etc. Men at det var den slag ”kontant afregning” de benyttede, vidste vi så ikke. Og det tåbelige er, at havde de spurgt om de kunne tage noget til gengæld for deres arbejde, havde vi sandsynligvis sagt ja. Men nu er de godt klar over at de har gjort gevaldigt i nælderne. Vi har bedt dem om at skaffe tingene tilbage, så må vi se hvor meget der sker. Martin havde allerede set kladdehæfter i omløb i går.

I weekenden fik vi stjålet vores dolk, som lå i en vindueskarm i en vindue som ikke kunne lukkes ordentligt. Der er gitter for vinduerne, så man kan ikke komme videre ind, men derfor var der alligevel nogen som prøvede lykken med at åbne de vinduer de kunne – og det gav så pote for dem :(. Øv – men nu har vi så sørget for at alle vinduer kan lukkes helt. Så vi er jo godt klar over at man skal passe godt på sine ting – men samtidig følte vi os meget trygge sammen med spejderne, som vi havde et meget godt indtryk af. Det har de så fået gjort ende på nu….

Vi har efterfølgende snakket om, at vi egentlig ikke ved om det er sådan alle gør med det meste af det der kommer ned, som ikke er egentligt hospitalsudstyr, skoleborde og andet ”formålsrettet”. Så måske er det bare fordi vi kommer og er emsige og vil ha’ at det rent faktisk blever delt ud gratis – det kan være at de bare ser det som en indtægtskilde når det bliver solgt? Men det er jo i hvert fald ikke i den ånd det er givet. Og jeg bliver meget harm på vegne af den gildebror, som har brugt mange aftener foran vaskemaskinen i efteråret for at ordne tøj, og derefter kørt X km for at få det i en container. Jeg tror ikke hun regner med at det skal sælges på Serrakunda Marked for at indbringe penge til nogle af pingerne i Gambias spejderkorps’ private husholdning. Og det giver også en fornemmelse af, at alle dem med de fine titler som ”head commisioner of ditten-datten” måske kun er med i det for at få fingre i container-ting. Så meget for frivilligt arbejde…

Men denne oplevelse giver også næring til de tanker jeg skrev om i tidligere indlæg – er det de rigtige ting der sendes med i de containere, og vil man i virkeligheden hellere være fri? Selvfølgelig vil de nok gerne ha’ muligheden for at tjene penge på at sælge det, men det er som sagt næppe i den ånd det bliver sendt herned. Det er i hvert fald ikke noget vi har tænkt os at investere tid i når vi kommer hjem. Vi har mens vi har været hernede snakket om forskellige gode ideer til hvordan de kunne tjene penge til sig selv og Little Tree, og hvad vi kunne gøre for dem. Men det er ikke noget vi har meget lyst til at bruge yderligere krudt på nu. Vi er dog bleevt enige om at vi ikke gider at gå og være bitre og lade det ødelægge vores tur. Men derfor har jeg da tænkt mig at fortælle dem, at denne måde nok ikke er den bedste at handle på, hvis man fortsat vil leve af ”bistandshjælp” fra Danmark.

Vi delte alle vores mange kontorting ud i bunker søndag aften – til Hanne Vibe, Little Tree, Soma og Korpskontoret. Nu ryger det til korpskontorets så ud til de andre. På hver enkelt lille kladdehæfte, pakke tusher mv. har vi skrevet ”not for sale” Det skulle vise sig mere relevant end vi havde drømt om.

Uanset hvad, saa koerer vi til Soma i morgen middag. Jeg ved ikke om der bliver en trykket stemning i bilen mellem ham Mandy som er en af noegleindehaverne, og os, men vi vil nok proeve at slaa det hen. Vi skal have 6 unge med herfra (paa ladet af Scout-car'en) - heribalndt Buba, saa noget har han faaet ud af sin ihaerdighed.

Haaber alle har det godt hjemme i sneen....

søndag den 15. februar 2009

Alt vel

Alt staar vel til hernede, vi har nydt weekenden med markeds-tur i gaar og fisketur i dag. Saa i aften staar menuen paa ladyfish og pandekager (det sidste for at vi ogsaa bliver maette, for heldet var ikke helt med Martin....)

Ellen er ved at ha' smid bleen helt, det er dejligt. Hun har vaeret noget genstridig, men efter en dag hvor vi simpelthen glemte at gi' hende ble paa, gik der hul paa bylden.

I dag har vi aabnet endu et brev fra Moster, denne gang med Anders And blad og Maoam karameller. Tusind tak! Vi glaeder os alle til bladet....

Naeste uge er planen at vi tager til Soma og installerer solceller. Så hvis der bliver stille her, ved I hvorfor!

International Tryphano-Tolerance Center

Er navnet på en park der ligger mellem os og stranden – der er bevæbnet vagt ved porten, men man kan få lov at gå ind hvis man spørger (og nej, jeg har ingen ide om hvad navnet betyder – har nogen et bud?). Vi havde hørt rygter om at man kunne købe frisk mælk der, så vi prøvede at gå derned i går. Og ganske rigtigt – hvis man er der kl. 18, kan man få friskmalket mælk. Vi købte en flaske (1,5 l for 45 D, 11 kr), tog den med hjem og pasteuriserede efter bedste evne. Så i morges var der frisk mælk på havregrynene for første gang i 5 uger, dejligt.

Centret er tydeligvis noget sponsor-noget, der var tænkt stort, men ikke er blevet det. Vi kunne se ca. 20 malkekøer af forskellig race og i forskellig forfatning. Vi snakkede med mælke-manden, og han fortalte at en ko giver ca. 1 liter pr. malkning. Såvidt jeg erindrer fra mit seneste bondegårds-besøg giver en dansk ko ca. 40 l pr. døgn, så det her kan man ikke finde ud af om er til at grine eller græde over. Men det er god mælk, og et eller andet sted meget eksotisk og tilbage-til-roedderne-agtigt.

Strand-liv

Vi har ca. 10 min. gang til stranden, Kololi Beach. Det er en typisk turist-strand med 3 hoteller som støder med til, og med hvad dertil hører af folk der sælger muffins, juice, billeder, halskæder og andet ragelse. Men de har efterhånden lært at gå udeom os, alle undtagen jucesælgerne. Dem støtter vi ret ofte, selvom et glas juice koster 50 D, dvs. ca. 12 kr., så det kan ikke siges at være et fund. Vi prøver at komme på stranden ca. hver anden dag. Det er ikke altid pigerne er så vilde med at skulle derned, men når vi ført er der, er der absolut ingen problemer.



Vindet er løjet lidt af, så vi kan gå lidt længere ud. Den er konstrueret ved at pumpe sand op, og de ter tydeligt at der er lavet en eller anden fejl, så der bliver for meget brænding – der er i hvert fald mere end vi har set på de andre strande vi har været på. Det er jo lidt ærgerligt, når det er denne her der ligger tæt på.

Udover eftermiddagshygge bruger vi også stranden til at løbe på. 2-3 gange om ugen er vi ude at løbe (selvfølgelig hver for sig) om morgenen inden pigerne står op. Det er virkelig lækkert at løbe i vandkanten med udsigt over Atalnterhavet. Når solen så kommer op over palmerne og sender stråler over skumtoppene, kan man kun være enig med Tina Dickow på i-pod’en ”Thank God for this beautiful view…”. At løbe med i-pod har også den anden fordel, at den holder horden af selv-udnævte løbe-coaches lidt på afstand. Der er en masse bumsters som løber om morgenen (drengene holder sig virkelig i form hernede, men de har heller ikke så meget andet at byde på end en hårdtpumpet krop når de skal score de engelske damer…), og meget gerne vil løbe sammen med en. Det er rimelig anstrengende også at skulle have den sædvanlige ”what is your beautiful name, in which hotel do you live, is this your first time in the Gambia osv. osv.”-snak mens man løber. Særligt fordi løbeturen for mig ofte er den eneste pause fra pigerne i løbet af en dag. Så lidt musik på i-pod’en og ellers stilhed – tak!

torsdag den 12. februar 2009

Endelig!

Tirsdag aften ankom vores container så endelig. Vi havde først fået at vide lørdag – det blev det ikke. Så mandag eftermiddag – det blev det heller ikke. Tirsdag blev jeg ringet op kl. 12 på Hanne Vibe og fik at vide at vi skulle skynde os til Little Tree, hvor containeren ville ankomme ca. kl. 13. Så vi smed hvad vi havde i hænderne og begav os til Little Tree, hvor vi mødte Martin. Men der kom selvfølgelig ingen container før kl. 17, hvor jeg både havde været på Serrakunda Marked og købe kød (guf for Fødevaredirektoratet, vil jeg tro – så vi får ikke gryderetter som ikke var været kogt min. 1 time), og pigerne havde gennempløjet Little Tree flere gange.

Det var dejligt endelig at se den store lyseblå Mærsk-container komme ind ad porten. Den indeholdt primært hospitalsudstyr (igen), rollatorer, kørestole, senge og en lille smule forbindingsstoffer. Samt nogle toiletstole / forhøjere! Når man har set deres toiletter (=huller i jorden) på hospitalerne hernede, er det lidt morsomt at tænke på hvad de dog skulle bruge sådan nogle forhøjer-dimser til? Men det ser sikkert givet i en god mening. Der var også en masse skoleborde og stole, jeg vil tro det er nogle af de lukkede jyske landdistrikt-skoler der nu kommer til at gøre fyldest hernede. Dejligt! Der var ogsaa nogle moon-cars fra en eller anden SFO, begge pigerne fik en tur, og 2 af dem er nu paa Hanne Vibe. Vores ting stod aller-aller inderst, så det nåede at komme til at kilde lidt i maven. Men alt var der som det skulle være, incl. solcellerne, som blev opmagasineret på spejdernes korpskontor. Resten fik vi kørt hjem, og kigget på i stearinlysenes skær – netop i tirsdag aften skulle der selvfølgelig være strømafbrydelse i 4 timer.

En af de gode ting (dvs. nok den eneste) ved at vi har ventet så længe på containeren er, at v nu kan se hvilke skatte vi har med herned. Når man har prøvet at en af lærerne på Hanne Vibe skulle låse en skuffe op for at finde en blyant med viskelæder, for at vi kunne bruge viskelæderet – ja så er en kasse med 50 viskelædere fra Bantex noget man glæder sig til at have med derover. Vi havde ikke set tingene fra Carsten ”live” inden vi tog hjemmefra, men der var virkelig meget, specielt kuglepenne, som vi har hørt Sirra beklage sig over de slet ikke havde nogen af. Tusind, tusind tak!

I gaar og i dag havde vi så perleplader med over i børnehaven, og det var et kæmpe hit. Der var ingen sprogvanskeligheder, børnene var med på hvordan lige med det samme, og de var meget stolte af deres frembringelser. Så det glæder jeg mig til at gentage i morgen.

Weekenden har også været præget lidt af at være i venteposition, men vi fik nu brugt den godt nok. Lørdag var vi in Banjul, hvor vi havde set en stor legeplads. Det var dejligt for pigerne at kunne kravle, rusche mv,. på noget velkendt - det var helt tydeligt et sponsorat, sandsynligvis fra Tyskland, hvor de hele var fremstillet. På trods at dette var der meget der var slidt i stykker – ikke vandaliseret eller noget, bare slidt i stykker af megen brug. Der var rigtig mange søde unger der, og de er virkelig hjælpsomme mod vores piger. På den måde er Gambia et fantastisk rejseland med børn, og vi føler os fuldstændig trygge hernede. Men mærkværdigvis ser vi faktisk ingen andre hvide børn hernede. Så vi er glade for vi fik ungerne vaccineret i kategorien ”tæt kontakt med lokalbefolkning”…. Vi var også på det store Albert market (stygt sted med masser af aggressive sælgere), og på stranden bag markedet. Der købte vi en kæmpe Ladyfish (en fin hvid-kødet spisefisk) til 35 kr. Da vi kom hjem rensede Martin og pigerne den, det var sjovt at kunne bruge saa meget tid paa at udforske den. Og den smagte fantastisk.

Søndag var vi på visit hos Jonathan og Christine fra UK, som arbejder hernede med at sælge hotellejligheder / timeshare. De bor i et nyopført hus med alt til faget hørende, og vi fik øl, vin og G&T på bedste engelske vis. Deres søn og Ellen fik også leget- det var det primære mål med visittet. En god sidegevinst er, at de arbejder på det store hotel som ligger lige hvor vi går med til stranden. Vi har nogle gange snakket om at man skulle snige sig til at komme ind og bade i en hotel-pool en dag – men nu fik vi det tilbudt kvit og frit. Det kan man ikke klage over. Jonathan prøvede lidt på at sælge os hans koncept, som er noget med at man er sikret 5 stjernet hotelkvalitet uanset hvor i verden man tager hen. ”Vi var lige målgruppen for det” – mente han. Yeah right – han skulle bare vide hvor skumle steder vi har boet gennem tiden og været godt tilfredse :). Vi fik afprøvet poolen dernede i dag, og det er bestemt et flot sted. Hvilket det også bør være, når en enkelt overnatning koster mere end det hus vi bor i for en hel måned!

Tanker om containere og u-lands-hjaelp

Onsdag aften havde vi besøg af Paomar og Alpha, som var forbi med nogle stole fra containeren. Ikke at vi havde bedt om flere stole, men vi sidder pt. på 4 umage stole hvoraf 2 er havestole, og den ene af dem med et løst ben, så det er dejligt med noget dansk stål og fyrretræ… Det er ikke første gang de en af dem kommer uanmeldt lige inden spisetid, men det er kun hyggeligt. Vi spiser jo næsten altid ris (som alle andre hernede) så det er bare at sætte en omgang mere over, og så spare lidt mere på sovsen.

Vi snakkede om disse container –forsendelser, noget som vi også har diskuteret bl.a med nogle herboende danskere vi mødte på en restaurant forleden. Det er meget svært at gennemskue om alt hvad der kommer herned vitterligt er noget fx hospitalerne har ønsket sig, eller det bare er en måde at ”komme af med” noget der alligevel skulle kasseres i . Man vil aldrig opleve at modtagerne vil sige nej til noget – heller ikke hvis de ikke kan/skal bruge det, og det bare kommer til at samle rødt støv i et eller andet lagerrum.

Det at alt bare bliver foræret væk har også den lidt uheldige effekt at det ikke virker som om gambianerne tillægger det de får så stor (materiel) værdi. Hvilket det jo har, også for danskere. Der er selvfølgelig stor taknemmelighed og flotte taler, når det modtages. Men det virker ikke som om nogen skoler etc. nogensinde kunne tænke den tanke til ende rent faktisk at købe nogle skoleborde der blev produceret lokalt. Selvfølgelig har de ikke midlerne til det, men spørgsmålet er om man gør landet en tjeneste ved at vænne dem til, at alt kommer gratis i containere fra Europa? Det er nogle svære spørgmål, for alternativet er jo at de ikke har stole og borde i deres skoler, eller senge i hospitalerne. Men hvad vi ser er et land der populært sagt er på bistandshjælp, og har det helt fint med det. Hvorfor bekymre sig, når andre vil gøre arbejdet for en?

Der er selvfølgelig mange undtagelser fra denne holdning, specielt blandt spejderne. Men desværre også mange dårlige eksempler. I går aftalte jeg med en dame fra vejen at kun kunne tjene nogle penge på at komme og gøre rent for os – ikke fordi vi ikke kan overkomme det selv, men for at støtte hende. Hun kommer så 2½ time efter den aftalte tid, og hun undrer sig meget over at vi allerede har vasket gulvet og er på vej til stranden. Samme historier hører vi fra Karin og Peter og fra de danske hotel-byggere i Georgetown – at folk som regel møder kl. 10 og så bliver der til ved 15-tiden (afbrudt af middagsbønnen). Vi har hørt meget på ”life is hard, life is hard” fra forskellige folk hernede, og at de så gerne vil til Europa. Men hvordan man skulle kunne klare sig med en sådan mangel på arbejdsmoral er svært at forestille sig. Da Martin fortalte sine elever hvad en faglært elektriker kunne tjene i timen, var den første reaktion ”fantastisk, så behøver man jo kun at arbejde 3 timer om dagen…”.

Men alligevel er det meget positivt at se hvor glade folk er for de ting de modtager, og der er jo ingen tvivl om at det meste blivr brugt og goer nytte. Saa vi glaeder os ogsaa til at give vores ting vaek, hvad enten de giver nytte paa den lange bane eller ikke.

fredag den 6. februar 2009

Halvvejs i Gambia

Så er halvdelen af tiden her i Gambia allerede gået, og det uden vi er kommet i gang med vores egentlige projekter. Der er dog gode nyheder idet containeren skulle blive frigivet fra havnen i morgen tidlig, og der skal så være ”præsentation” (som det hedder når den åbnes) på Little Tree Skill Centre lørdag eftermiddag. Det håber vi så på holder stik. Karin og Peter har fået et nyt hold Gilde-folk i går, og eftersom de skal up-country søndag morgen, og har bestilt overnatning mv., er der en del pres på fra alle sider for at det skal blive lørdag. Så mon ikke det lykkes.
De sidste par dage har vi holdt delvist fri, da jeg jo ikke har mere at ”underholde” med på Hanne Vibe før containeren ankommer.

I går startede vi dagen med at Martin fik lavet "damage control" hos vores engelske rejsefaelle Chris. Martin havde vaeret til frisoer i tirsdags. Hans haar blev klippet med et barberblad i halvmoerke, saa det var meget spaendende& afrikansk. Heldigvis er Chris uddannet frisoer, og han havde saksen med, saa de riggede an til salon under mangotrae paa Little Tree. Det hyggede Chris sig vist ogsaa ved.

Derefter var vi ved Immigrations hos Bubas mor Mariama (hende vi var til middag hos dagen før Ellens fødselsdag) for at få fornyet visa. Vi er ikke helt sikre på om det virkelig er påkrævet, men da det koster 50 kr. pr. person er det ikke en risiko der er værd at løbe. Så fik vi også set den lokale politistation – bl.a. fik vi stolt fremvist ”Detective’s Office”. Der var et enkelt skrivebord, og så ellers et køleskab, en ghettoblaster, et stereoanlæg, et TV og en videoafspiller. Mon det er vigtige detektiv-rekvisitter hernede??? Mariamas kollega brugte arbejdstiden på at rense hvidløg og ingefær til en fest de skulle have, og vi sad på stole i skyggen og snakkede. Da vi havde gjort det i ½ times tid ville vi sådan set gerne videre, og bad om at få lavet stemplerne. ”Nå, men vil I til stranden? Så kan I da bare komme tilbage senere og få det gjort…”. Hvad med at få tingene overstået? Nå, men det er så ikke noget de bruger her. Vi fik dog vores stempler og fik gået en lang tur langs nogle strande vi ikke har været ved før. Vi købte et kilo friskfangede rejer i Bakau og inviterede Buba (som havde gået med på hele turen) hjem på rejemadder og pandekager. Specielt det sidste var vist et nyt og godt bekendtskab.

I onsdags var vi hos Karin og Peter i Sanyang, hvor vi vaskede lagner, lagenposer og håndklæder. Det var meget tiltrængt, og rigtig dejligt. Mens en af maskinerne snurrede blev vi kørt til Reptile Farm, en slags zoologisk have for slanger og andre krybdyr. Projektet er ledet af en franskmand, og virkede meget veldrevet. Det var en meget dygtig guide der viste rundt, og man fik bestemt ny viden. Både Martin og Astrid prøvede at få en slange rundt om halsen!

Når vi vender tilbage paa bloggen næste gang, er det forhåbentlig med godt nyt om vores container. På søndag skal vi besøge nogle englændere jeg faldt i snak med i et supermarked (dem har jeg vist fortalt om før) – de blev meget begejstrede da jeg ringede i går aftes, så de kommer og henter os og alt muligt.

tirsdag den 3. februar 2009

Up-country - nu med billeder

Indlaegget i gaar blev skrevet paa en meget daarlig forbindelse hvor jeg ikke kunne laegge billeder paa, saa det har jeg foerst faaet gjort nu. God fornoejelse...

mandag den 2. februar 2009

Up-country og retur

Så er vi tilbage efter en spændende uge langs Gambia-floden. Vi blev hentet af Alpha tirsdag morgen, og var glade for at alt bare kunne blive smidt op på ladet af pick-up’en, og vi ikke behøvede at tænke på hvor meget vi tog med.Så er vi tilbage efter en spændende uge langs Gambia-floden. Vi blev hentet af Alpha tirsdag morgen, og var glade for at alt bare kunne blive smidt op på ladet af pick-up’en, og vi ikke behøvede at tænke på hvor meget vi tog med.


Vi startede med at tage færgen over fra Banjul (hovedstaden) til Barra på den nordlige bred af floden. Færgeruten er livsnerven mellen nord-og syddelen af landet ud mod Atlanterhavet – den næste mulighed for at krydse floden er ca. 2 timers kørsel mod øst. Vejen langs nordkysten er væsentligt bedre end den sydlige. Den svarer til en almindelig dansk hovedvej med 2 spor, asfalteret og uden huller af betydning. For at komme til Soma, som var første stop, skulle vi over floden med en lille færge.

Det var starten på vores spændende tur, som jeg har skrevet om i de næste mange indlæg. De kan ikke allesammen være på 1 side, så husk at bladre når du har nået bunden :-)

Soma

I Soma kom vi først til deres Skill Center, som er der hvor Martin skal installere solcellerne. Hele centeret er sposoreret af Skt. Georgsgilderne i Danmark. Vi fik en meget flot modtagelse selvom det var efter skoletid. Der er en dansk dame, Tove, som underviser i engelsk på skolen, så hun blve straks kontaktet.

Derefter blev vi indlogeret på Kaira Konko Logde, som er et kombineret spejdercenter og logde. I vores rejsebog er det meget pænt omtalt, så vi glædede os til at se stedet. Der er både sovesale, små rum og et hus med 2 store rum med eget bad, toilet og en lille veranda. Vi fik det ene af disse rum, det var pænt rent, der var toilet –med vand, hviket vi senere har fundet ud af ikke er en selvfølge, og lys fra solceller. Fornemt. Og så var det den bedste seng vi endnu har sovet i, incl. den vi normalt sover i her i Kololi. Og så med en kæmpe udskåret spejderlilje i sengegavlen….

Om aftenen gik vi ud at spise med Tove. Vi hentede hende der hvor hun bor, det er en almindelig compound sammen med andre gambianske familier, så standarden var noget under hvad vi har her. Men hun var vist godt tilfreds, og det er jo det vigtigste.

Om aftenen sad vi foran vores lille hus og snakkede mens Alpha havde gang i Attaya’en. Spejderne på centeret fortalte at de engelske og de danske spejdere er de primære bidragydere til det gambianske spejderkorps. Hele Kaira Konko er sponsoreret af det engelske spejderkorps, ligesom Little Tree Skill centre også er. Der er rigtig mange spejdere i Gambia, og enhederne er tilknyttet skolerne. Man kan dog godt blive spejder uden at gå i skole – noget der faktisk kan have reel betydning her.

Kaira Konko var et sted vi hurtigt følte os hjemme, så jeg besluttede mere eller mindre på stedet at pigerne og jeg tager med derind når Martin skal ind og installere solcellerne, fremfor at blive alene her i Kololi. Det giver også mere mening hvis Martin kunne blive der det meste af en uge, fremfor at tage frem og tilbage flere gange, hvilket vist var den oprindelige plan. Med en transport på 4-6 timer hver vej er der ingen grund til at tage turen flere gange end nødvendigt. Og vi kan sagtens finde på gode ting at lave i Soma.

Vejene i Gambia

Som før nævnt er der stor forskel på nord- og sydvejen ind i landet. På vores kort over landet ser det ud som om sydvejen er den største, men det passer ikke længere. Vi tog sydvejen tilbage, og brugte 5 timer på ca. 130 km – så det er ikke en imponerende march-hastighed. Vejen var de fleste steder asfalteret, men det gjorde faktisk kun tingene værre, da hullerne fik mere bratte kanter. Mange steder var der lavet spor parallelt langs vejen, og nogle få gange var der opstået nye veje et par meter fra den oprindelige.

De ”nye” veje er selvfølgelig jordveje, men absolut bedre en den oprindelige. Fra ca. 100 km fra kysten var de begyndt at reparere vejen, i første omgang ved at skrælle asfalten af. Det gjorde en kolossal forskel, selvom det selvfølgelig støvede voldsomt. Vejens beskaffenhed har stor betydning for alle byerne langs vejen, når sydvejen bliver fravalgt går det jo ud over alle de byer der ellers ville have fået handel ved folk der køber noget udervejs.Det er et hollandsk firma der står for vej-renoveringen. Martin snakkede med en af lederne for det, på færgen fra Farafenni til Soma. Som alt andet er det svært at holde folk til arbejdet med vejene, og det bliver yderligere kompliceret af at der er foldbold-VM i Sydafrika næste år, og migrant-arbejderne derfor er taget derned pga. bedre lønninger. Men de skulle i gang med de 15 km fra færgen til Soma i denne uge – vi håber vi når at få glæde af det :).

Mod Georgetown

Fra Soma tog vi til Wassu Stone circles, som er en slags ”mini-Stonehenge” bestående af 10 cirkler af sten. Der er brugt som begravelsespladser. Jeg må dog sige jeg var lidt ”belastet” af både at have været i England og Irland, så jeg var ikke så imponeret. Vi fortsatte i stegende hede til Kuntaur, som er en lille by beliggende ud til floden. Derfra ville vi tage en sejltur ind i River Gambia National reserve, hvor det skulle være muligt at se flodheste og chimpanser. Vi fik frokost i en lodge i Kuntaur, og mødte et engelsk par, Lucy og Chris, og deres 2 hunde. De ville også gerne ud at sejle, så vi blev enige om at følges og fik forhandlet os frem til en nogenlunde pris. Det er dog som om noget med vand altid skal koste 3-4 gange som megt som noget der tager tilsvarende tid på land, og det kombineret med at vi er europæere gør at de starter på et helt sindssygt udgangspunkt. Det var dog godt at ha’ Alpha med.

Turen var meget spændene, vi fik set 5-6 flodheste, heraf nogen oppe på land, og en krokodille. Aberne så vi ikke noget til – de var blevet fodret 1 time før vi skulle derud og så forsvundet ind i skoven, det havde bådførerne selvfølgelig godt vidst , men ”glemt” at fortælle os. Overordnet var turen dog pendene værd pga. flodhestene, som åbenbart ikke er så nemme at se normalt.Vi fulgtes med Lucy og Chris mod Gorgetown / Janjanbureh, som en en ø midt i floden. Den har tidlige huset et engelsk fort, som blev brugt til at håndhæve forbuddet mod slavhandel (og ikke til slavefort, som nogle ellers påstår fordi der er mere salg i det…).

Den første nat tog vi til Bird Safari camp, som en en bedre logde helt ude på spidsen af øen.Vi lejede os ind i en lille hytte med 2 senge med myggenet omkring, og et noget uhumsk toilet og bad kun adskilt fra resten af rummet af et forhæng. Det viste sig desværre at stedet var blevet noget misligholdt, bl.a. var der lamper og fan i loftet i hytten, men de havde valgt ikke at bruge penge på strøm, så vi blev bare udstyret med en lommelygte…. Beliggenheden var dog fantastisk, lige ned til floden og med et rigt fugleliv.
De to englændere Lucy og Chris kører i en stor Landrover, som de har kørt herned hele vejen gennem Europa og Nordafrika. De har to ret store hunde, Mastif’er eller noget i den stil. De var meget bekymrede for disse hunde, som åbenbart ikke var så glade for varme. Så er Afrika måske ikke det bedste sted at tage dem med til… Dagsprogrammet blev tilpasset hundene, hvilket vil sige at Chris blev i skyggen det meste af dagen – men han var nu heller ikke for god til varmen selv. Efterhånden som vi kom ind i landet blev det helt tydeligt varmere, også selvom det reelt ikke er mere end 350 km fra kysten. Det var sjovt at opleve. Lucy og Chris var lidt utrygge ved at campe ude i ”bushen”, også selvom de sagtens kunne, for de har telt på taget (sådan et til at klappe op), køleskab, vandtank og hvad ved jeg. Så vi synes nok ikke de udnyttede de muligheder de havde fået ved den bil, tilstrækkeligt. Men ellers er de nu rigtig søde.

Den næste dag udforskede vi naturen omkring Bird camp’en, og kørte defter ind til selve Georgetown. Der var vi blevet anbefalet et sted drevet af et tysk-gambiansk skovprojekt. Det var et rigtig godt sted, lige ned til flodbredden, med solcelle-lys og køleskab, og til en trediedel af prisen for Bird Safari. For første gang på denne tur fik pigerne hver deres seng, til stor fornøjelse.

Om eftermiddagen var vi ude at besøge nogle danskere som er ved at opføre et 5 stjernet hotel i Georgetown. Et ret ambitiøst projekt, som skulle have været færdigt d. 7. Februar, men selvfølgelig ikke er det, da be bruger lokal arbejdskraft. Martin var nede at se det. Det var to meget søde unge danskere som var der, en søn til ejeren, som er en tidlige landmand fra Jylland som nu ville prøve noget andet. Det er han så kommet til, man man sige…. Men forhåbentlig kan det løbe rundt.

Om aftenen gik vi ud og spise, og pigerne fik prøvet at spille trommer. Aftenen endte med en improviseret tromme-opvisning for os – de prøver at tjene penge hvor de kan.

En aften i Basse

Da vi havde snakket med Alpha om at vi gerne ville ind til Basse fra Janjanbureh, gik han i gang med det store mobil-ringeri. Vi blev modtaget af de lokale spejdere, og kørte til deres lokale, som var på et stadion i udkanten aaf byen. De havde adgang til en stor sal, og derudover et par små rum. Der var både spejdere og et orkester. Vi blev indkvarteret på et noget lousy hotel, men det var i går-afstand, og det var det vigtigste.

Om eftermiddagaen var Martin og pigerne nede og snakke og lege med nogle af de lokale. Astrid fik lavet super-flotte nye fletninger, 44 i alt. Det tog 2-3 timer, så det var blevt mørkt iden de var færdige. Heldigvis havde jeg pandelygten i tasken, den vakte megen moro.

Ovre ved spejderne var de fleste fra orkestret nu ankommet, og de spillede en del numre for os. Der var en del militær-eksersits over det, men de var ret dygtige. Bagafter var der lejrbål (dog uden bål) med sang og afrikansk dans. Jeg bidrog med "I got the BP spirit" som fællessang og som afslutning sang vi Nu flyver mørkets fugle ud. Det var en dejlig aften, som først sluttede kl. 1.30 - vi sad og snakkede med Alpha og en anden spejder-fyr. Pigerne var gået kolde ved 22-tiden, men lå bare på et tæppe og sov.

National Cleaning day

Lørdag formiddag blev vi vidner til et et pudsigt fænomen, National Cleaning Day. Præsidenten har deklareret at alle skal rydde op den sidste lørdag i måneden fra 9-13. Det er forbudt at køre bil, alle butikker har lukket, og der va rmeget stille overalt. Jeg vil ikke sige at alle gjorde rent på offentlige arealer, selvom det bestetm behøves næsten overalt. Men der var da nogen som gik og rev affald (som mest er plastposer) sammen og brændte det af. Dvs. at der var en kvælende stank over Basse.

Efter at ha’ holdt National cleaning day på vores meget beskidte børn trak vi derfor ned mod floden – der var god plads til at at gå med klapvognen, så det var dejligt. Vi gik ned til floden hvor det lykkedes os at finde et guesthouse der ville sælge en sodavand. Der ventede vi så til klokken 13, og kom afsted ved 14.30 tiden.
Undervejs passerede vi Kudang, en by som vi har laest meget om i en boernebog, for Astrid og Ellen. Selve byen var dog lige saa lille og soevnig som de andre. Vi fik en sodavand og lidt broed der - denne gang var broedet indpakket i Ekstrabladet fra April 2006. DEt ophoerer aldrig at forbloeffe!
Pga. den meget dårlige vej nåde vi først frem til Soma ad sydvejen kl. 20.30, i bundermørke og med et par sovende børn på bagsædet. Det var dejligt at vide at det var et godt værelse der ventede på os denne gang. Alpha hentede fish & chips på en restaurant i byen, og vi spiste foran ”vores” hus på Kaira Konko.

Retur til Kololi

Fra Soma tog vi sydvejen videre ind mod kysten. Det første stykke var stadig rigtig dårligt vejmæssigt, men det blev bedre efterhånden. Det var tydeligt at beboelserne blev bedre / rigere som vi nærmede os kysten, de runde hytter med stråtag blev afløst af compounds med firkantede huse med bliktag og hegn omkring i plader af bølgeblik.

Vi kørte til Brikama, hvor Alpha kommer fra, og det viste sig at han havde arrangeret med sin familie at vi skulle spise frokost dér. De var meget gæstfrie, men også meget dårlige til engelsk, så meget snak blev det ikke til. Vi blev bænket, kvinderne om én skål og mændene om en anden, og så var det bare at lange til fadet med ris, lidt sovs og 3 små fisk (ca. str. ½ sild) til 5-7 personer. Vi fik dog en ske, som de eneste. Efter frokosten gik Alpha og jeg på marekde ti Brikama for at købe grøntsager mv., så vi havde noget at starte ugen på herhjemme.

Vi var hjemme ved 16.30-tiden, og nåede ovenikøbet en tur på stranden inden pigerne blev lagt i blød i badekarret. I dag står det på storvask – Astrid synes det er sjovt at være med til (i hvert fald i starten), og det er godt for dem at se hvordan man gør.

Astrid&Ellen

Inden afrejsen var vi ikke som sådan bekymrede, men nok spændte over hvordan pigerne ville tage at blive taget ud af deres normale hverdag hjemme. Det er dog gået over al forventning, der har ikke været beklagelser over at savne legekammerater etc. derhjemme. De kan lege længe sammen uden problemer, og det er virkelig sjovt at se hvordan de tager det de ser hernede, ind i deres leg. De har begge en babydukke med herned, og hvor den før bar den foran sig, bliver den nu bundet bag på ryggen i et stykke stof :). Der bliver også leget meget skole, hvor der skal skrives ned på papir (eller laves Pluttifikation, vi læser og ser også Pippi…). Når lege-skolen slutter, er det fordi de bliver sendt hjem fordi de ikke har betalt…. Vi snakkede en dag med en 6-7 års knægt der var på vej hjem fra skole en dag vi var på vej derover; han var blevet sendt hjem da han ikke havde betalt. Det gjorde et stort indtryk, og giver et godt udgangspunkt for at snakke om hvordan vi har det i Danmark.

Den eneste reaktion vi har mærket på Ellen er at hun er blevet meget, meget glad for sin sut. Vi havde egentlig planlagt at den skulle væk ved 3-års fødselsdagen i lighed med Astrid, men vi har besluttet at det venter til vi kommer hjem, for at give hende den tryghed.

mandag den 26. januar 2009

I dag er det Ellens foedselsdag....

Saa blev det Ellens foedselsdag - hun har nu ikke vaeret saa optaget af den som vi husker Astrid var i samme alder. Vi pakkede gaver ud og sang foedselsdagssang fra morgenstunden inden skoletid. Tak til alle dem som havde givet os gaver med, de vakte alle lykke.


I boernehaven havde de lagt op til det helt store, selv lederen Sirra var der. De havde stillet alle stolene op i skolegaarden, og havde musik med paa en baandoptager (jeps - med old-school kassettebaand). Saa alle ungerne dansede, og der blev sunget Happy Birthday og leget me balloner. Vi havde taget slikkepinde med til uddeling. Ellen havde faaet to Peter Plys DVD'er af Morfar, saa vi tog computeren med og lavede biograf i Hanne Vibes kontor. Det havde de vist aldrig proevet foer. Desvaerre havde jeg ikke faaet undersoegt hvor lang den var, saa de mistede lidt koncentration til sidst.

Vi gik tidligt hjem fra skole, og lavede lagkage. Det har vaeret lidt op ad bakke, da vores ovn viste sig ikke at du. Saa vi endte med at koebe noget sigstebroeds-agtigt og fylde kagecreme (som vi havde med hjememfra) og frugt i. Ogsaa floedeskum kan man fa som UHT-version, og frugt er selvfoelgelig nemt at finde.

Vi spiste kagen udenfor, pigerne i underbukser. Der gaar nok et par aar foer Ellen oplever det igen....

Efter et bad (kan nogen ioevrigt hjaelpe med teksten paa Karbad Baby med Shubberne, den er et stort hit, men det er jo kun efter min hukommelse) skal vi nu ud og spise pizza efter Ellens oenske.

I morgen skal vi saa up country, vi bliver hentet klokken 7! Saa maaske hoerer I ikke fra os den naeste uges tid. Men saa har vi sikkert meget at fortaelle derefter! Ha' det godt saa laenge.

søndag den 25. januar 2009

Up-country

For at bruge tiden frem til containeren ankommer fornuftigt, har vi (som før skrevet) besluttet os for en tur ind i landet fra på tirsdag. Vi har haft mange forskellige muligheder i spil, den første var at køre med Paomar ind til Soma, og tage bush-taxa derfra. Vi har dog fra forskellige sider hørt at det i nogle byer skulle være meget svært at få kørelejlighed, så man kunne ende med at vente en hel dag. Det kunne nok blive lidt bøvlet med pigerne.

Et andet alternativ var at leje bil her. Der er ikke mere end 350 km til enden af landet, men vejene er i dårlig forfatning. Markedet for udlejningsbiler er dog meget lille, så udvalget er småt og priserne høje. Desuden var vi lidt skræmt af tanken om at stå på en eller anden landevej med en nedbrudt bil, så det gik vi også bort fra igen.

Martin forhørte sig så i sin klasse på skolen, og der var mange gode forslag. Han var med en af eleverne nede at snakke med en meget sympatisk englænder som havde sit eget tur-firma. Han ville lave en 7-dages tur i Landrover, med ham selv som chauffør, for os for 13.000 Dalasi, omkring 3000 kr. Det havde vi mere eller mindre besluttet os for, men da de andre spejdere hørte det, mente de, at det kunne der ikke være tale om. Så nu ender det (med al sandsynlighed, intet er sikkert i dette land) med at vi kører hele turen i Scoutcar 2, en Mitsubishi 4WD med pick-up lad og fem pladser, og med Alfa som chauffør. At han vel sådan set skulle være på arbejde i de fem af dagene er der ingen der tager så tungt…..Så det er noget nær en ideel situation, da han også er bindeled til en masse mennesker inde i landet, udover at være tolk og chauffør. Og han tager sikkert sit the-kit med :). (Se andet indlaeg nedenfor)

Martins forspørgsler gav en anden sidegevinst, idet vi blev inviteret til frokost privat hjemme hos en af hans elever på søndag. Faderen er politimester og moderen arbejder i Immigration Office, så det tør vi godt….. (Martin var med ham hjemme i torsdags). Da jeg var ude at handle med Astrid i det største Expat-supermarked kom jeg i snak med en engelsk mand mens vi stod i kø efter Smoked ham. Han var desperat på udkig efter legekammerater til sin 2½ årige søn, så han var fyr og flamme da jeg sagde jeg arbejde i en nursery school og i øvrigt havde en næsten 3-årig derhjemme. Så jeg fik hans mobilnr. og en invitation til en cocktail hjemme hos dem. Så det skal vi da når vi er hjemme igen fra vores tur.

I går lørdag skulle vi have været på besøg i en en spejderlejr. Vi fik besked om at vi ville blive afhentet kl. 9, så vi var klar til afgang kl. 10, hvor der stadig ikke var kommet nogen. Vi ventede herhjemme til kl. 12.30, og pigerne var efterhånden noget utålmodige. Vi kunne ikke få fat på Paomar, som skulle været kommet efter os. Så det endte med, at vi selv tog afsted, sydpå til et naturreservat der hedder Abuko National Reserve. Efter lidt bus-forviklinger fandt vi endelig frem, og det var et ganske spændende sted med en masse aber og fugle.