I dag er det Ellens foedselsdag....

Saa blev det Ellens foedselsdag - hun har nu ikke vaeret saa optaget af den som vi husker Astrid var i samme alder. Vi pakkede gaver ud og sang foedselsdagssang fra morgenstunden inden skoletid. Tak til alle dem som havde givet os gaver med, de vakte alle lykke.


I boernehaven havde de lagt op til det helt store, selv lederen Sirra var der. De havde stillet alle stolene op i skolegaarden, og havde musik med paa en baandoptager (jeps - med old-school kassettebaand). Saa alle ungerne dansede, og der blev sunget Happy Birthday og leget me balloner. Vi havde taget slikkepinde med til uddeling. Ellen havde faaet to Peter Plys DVD'er af Morfar, saa vi tog computeren med og lavede biograf i Hanne Vibes kontor. Det havde de vist aldrig proevet foer. Desvaerre havde jeg ikke faaet undersoegt hvor lang den var, saa de mistede lidt koncentration til sidst.

Vi gik tidligt hjem fra skole, og lavede lagkage. Det har vaeret lidt op ad bakke, da vores ovn viste sig ikke at du. Saa vi endte med at koebe noget sigstebroeds-agtigt og fylde kagecreme (som vi havde med hjememfra) og frugt i. Ogsaa floedeskum kan man fa som UHT-version, og frugt er selvfoelgelig nemt at finde.

Vi spiste kagen udenfor, pigerne i underbukser. Der gaar nok et par aar foer Ellen oplever det igen....

Efter et bad (kan nogen ioevrigt hjaelpe med teksten paa Karbad Baby med Shubberne, den er et stort hit, men det er jo kun efter min hukommelse) skal vi nu ud og spise pizza efter Ellens oenske.

I morgen skal vi saa up country, vi bliver hentet klokken 7! Saa maaske hoerer I ikke fra os den naeste uges tid. Men saa har vi sikkert meget at fortaelle derefter! Ha' det godt saa laenge.

Up-country

For at bruge tiden frem til containeren ankommer fornuftigt, har vi (som før skrevet) besluttet os for en tur ind i landet fra på tirsdag. Vi har haft mange forskellige muligheder i spil, den første var at køre med Paomar ind til Soma, og tage bush-taxa derfra. Vi har dog fra forskellige sider hørt at det i nogle byer skulle være meget svært at få kørelejlighed, så man kunne ende med at vente en hel dag. Det kunne nok blive lidt bøvlet med pigerne.

Et andet alternativ var at leje bil her. Der er ikke mere end 350 km til enden af landet, men vejene er i dårlig forfatning. Markedet for udlejningsbiler er dog meget lille, så udvalget er småt og priserne høje. Desuden var vi lidt skræmt af tanken om at stå på en eller anden landevej med en nedbrudt bil, så det gik vi også bort fra igen.

Martin forhørte sig så i sin klasse på skolen, og der var mange gode forslag. Han var med en af eleverne nede at snakke med en meget sympatisk englænder som havde sit eget tur-firma. Han ville lave en 7-dages tur i Landrover, med ham selv som chauffør, for os for 13.000 Dalasi, omkring 3000 kr. Det havde vi mere eller mindre besluttet os for, men da de andre spejdere hørte det, mente de, at det kunne der ikke være tale om. Så nu ender det (med al sandsynlighed, intet er sikkert i dette land) med at vi kører hele turen i Scoutcar 2, en Mitsubishi 4WD med pick-up lad og fem pladser, og med Alfa som chauffør. At han vel sådan set skulle være på arbejde i de fem af dagene er der ingen der tager så tungt…..Så det er noget nær en ideel situation, da han også er bindeled til en masse mennesker inde i landet, udover at være tolk og chauffør. Og han tager sikkert sit the-kit med :). (Se andet indlaeg nedenfor)

Martins forspørgsler gav en anden sidegevinst, idet vi blev inviteret til frokost privat hjemme hos en af hans elever på søndag. Faderen er politimester og moderen arbejder i Immigration Office, så det tør vi godt….. (Martin var med ham hjemme i torsdags). Da jeg var ude at handle med Astrid i det største Expat-supermarked kom jeg i snak med en engelsk mand mens vi stod i kø efter Smoked ham. Han var desperat på udkig efter legekammerater til sin 2½ årige søn, så han var fyr og flamme da jeg sagde jeg arbejde i en nursery school og i øvrigt havde en næsten 3-årig derhjemme. Så jeg fik hans mobilnr. og en invitation til en cocktail hjemme hos dem. Så det skal vi da når vi er hjemme igen fra vores tur.

I går lørdag skulle vi have været på besøg i en en spejderlejr. Vi fik besked om at vi ville blive afhentet kl. 9, så vi var klar til afgang kl. 10, hvor der stadig ikke var kommet nogen. Vi ventede herhjemme til kl. 12.30, og pigerne var efterhånden noget utålmodige. Vi kunne ikke få fat på Paomar, som skulle været kommet efter os. Så det endte med, at vi selv tog afsted, sydpå til et naturreservat der hedder Abuko National Reserve. Efter lidt bus-forviklinger fandt vi endelig frem, og det var et ganske spændende sted med en masse aber og fugle.

Little Tree Skill Centre + containermodtagelse

Onsdag var vi alle med Martin i skole på Little Tree Skill centre. Det er en håndværks-skole, hvor eleverne bliver (eller skulle blive) oplært som elektrikere, automekanikere, tømrere, sekretærer, syersker og it-kyndige. Selve skolen er sponsoreret af det enegelske spejderkorps, og spejder-indflydelsen er tydelig med logoer alle vegne.
Vi blev godt modtaget af Martins kolleger, og Astrid og Ellen gik straks i gang med at lege. Grunden til vi havde valgt onsdag var, at der skulle være modtagelse af containeren fra Esbjerg den dag, og tirsdag aften manglede der kun et stempel før den kunne komme ud af havnen. Vi skulle så følges med alle dem fra skolen ud til hospitalet, hvor containeren skulle afleveres. Klokken skulle dog vise sig at blive 18 før containeren faktisk ankom – sådan er det bare hernede….Vi kom til skolen ved 9.30-tiden, og der var masser af elever som sad rundt omkring i klasseværelserne. Der var dog kun en enkelt lærer der underviste – lærerne møder ikke særligt stabilt, mest pga. deres løn ikke er tilstrækkelig til at de kan leve af det alene. De lærere som også er spejdere, er de mest mødestabile. Jeg spurgte administratoren, og hun fortalte at en lærerlønning var 1000-1200 Dalasi / md. (sv.t. 230 kr.). Eleverne betaler 1000 dalasi pr. semester. Men altså ikke for undervisning…. Jeg mødte lederen af skolen, og da jeg fortalte hvad jeg lavede og at jeg ventede på containeren med undervisnigsmaterialer, spurgte han straks om ikke han kunne få noget af det til sine børn… Ja, hvad tror du selv? Han var godt nok ikke særlig sympatisk, og Martin beretter da også om hvordan hans tilgang til Martin hele tiden er, hvordan han kan få personlig vinding ud af os.

Der er nærmest ingen materialer, Martin har en skuffe med at par kontakter og noget ledning og det er det. Sy-eleverne har symaskiner nøjagtig magen til min mormors Pfaff trædemaskine! Compurerene så bestemt ikke ud til at blive brugt daglig, endsige ugentligt. De var præget med ”Brøndby Strand Sprogcenter”.
Martin endte med at lave noget undervisning nu vi alligevel var der – eleverne henvender sig konstant til ham og spurgte om han vil lære dem noget. De lærere der var til stede sad under et stort træ og drak the.

Det er i øvrigt et studie i sig selv – theen, attaya, laves i en lille emalje-thepotte over et lille kulbækken (tænk low-tech webergrill), der fyldes grøn the og sukker i i forholdet 1:1:1 med vandet, og så hældes theen mellem 2 glas en 40-50 gange indtil der er dannet en masse skum. Når det så er gjort, er to små glas klar… Det smager ganske forfærdeligt, meget sødt og meget bittert. Men ned skal det jo, det er ligesom ikke en mulighed at takke nej. Vi fik en god snak med the-mesteren, Alfa, som er ham Martin har mest med at gøre. Ham kommer I til at høre mere om senere. En meget sympatisk mand på vores alder, med en god humor.

Vi gik ud og spiste frokost, og efter et par timers yderligere venten under træet tog vi en tanka-tanka taxa (bus-taxa) ind til Jammeh Foundation Hospital, hvor containeren skulle ankomme. Der ventede Karin, Peter og de 8 gildebrødre de har på besøg. Hele ledelsen af spejderkorpset + nogle stærke unge spejdere der kunne løfte tunge ting, var der også. Kl. 17.05 ringede Paomar og sagde de var 5 min væk, og allerede kl. 18.15 kom den så ind af porten. Og hold op, hvor kan der være meget i en 40-fods container!

Det var udelukkende hospitalsudstyr; madrasser, vaskeskamler, kørestole, rolatorer, lidt computere og skriveborde og et operationsleje. Alt var meget velholdt, noget så faktisk ubrugt ud. Vi snakkede lidt om hvilken bøvl nogle af gildrebrødrenes familiemedlemmer etc. havde haft med at få rollatorer o. lign. fra deres kommunes, sammenlignet med at der kan sendes så meget herned? Jeg var et smut indenfor da Astrid skulle på toilettet, og det så bestemt ud til at nye madrasser var meget tiltrængt. Lederen af hospitalet holdt takketale, hvor han fortalte at de havde 80.000 patienter årligt, heraf 30.000 under 5 år – og de fleste med malaria.

Pigerne var lidt skuffede over at det ikke var ”vores” container – men vi krydser stadig fingre for at den er her og ude af tolden omkring d. 4. Februar. Det blev sent inden vi nåede hjem igen, men heldigvis blev vi guidet ud af Alfa – hospitalet ligger i et område hvor der ikke kommer mange toubab’er, så vi fik en masse tilråb.

Målebånds-projekt

I Astrids børnehave i Danmark laver de et projekt til ”skolekufferten”, hvor de skal lave deres egt målebånd og måle forskellige ting. Jeg havde planlagt at lave de samme ting hernede med børnene, og havde derfor medbragt materialer til det – og de var heldigvis ikke i containeren. Jeg havde også haft åndsnærværelse nok til at tage et par pakker blyanter fra, som vi havde med i vores egen bagage. Så den sidste uge i børnehaven har vi lavet målebånd. Først øvede vi os i at skrive tallene, som de fleste kunne uden problemer. Derefter fik de udleveret et IKEA-målebånd og et stykke regnamaskine-strimmel, og skulle så tegne maalebåndet af med centimeter-angivelser og tal. Og det var godtnok ikke nemt! Selvom de jo i høj grad er vant til at tegne af fra tavlen, var dette ikke noget de kunne håndtere.Det gør det selvfølgelig ikke nemmere at jeg ikke kan kommunikere med dem, for ingen af dem forstår engelsk. I mandags havde jeg en tolk, Mustafa på 10-11 år, som deltog i de spil vi lavede den dag. Men jeg fortalte ham, at når de andre ikke måtte snyde og kigge under memory-kortene når det ikke var deres tur, så måtte han heller ikke. Det kunne han åbenbart ikke tåle, for jeg har ikke set mere til ham.

De fleste fik lavet et nogenlunde brugbart målebånd med en hel del hjælp. Det med at bruge de til at måle med nåede vi ikke til, det kan man ikke gøre uden tolkning. Og jeg må indrømme at jeg glæder mig til pausen fra børnehaven – vi starter først igen når containeren er kommet. Men vi skal selvfølgelig derover til Ellens fødselsdag i morgen. Lærerne har vist gang i det helt store, det bliver spændende at se. Vi har købt en pose slikpinde til at dele ud, de tmed at bage kage kan ligesom ikke lade sig gøre her. Selvom jeg nu ikke er meget for at give børnehave-børnene slik, for de fleste af dem får vist rigelig i forvejen. Flere af dem har allerede brune tænder, de tlader til at forældrene hellere vil bruge penge på at købe slikpinde end tandbørster. Det er nok også billigere, desværre….For at fuldende billedet har lærerne en lille nebengeshæft med at sælge tyggegummi og bolscher i frikvarteret – og det er ikke sukkerfrit!

Container-problemer

Som før skrevet regnede vi med, at containeren stod hernede når vi ankom. Sådan viste det sig ikke at være – de seneste omlysninger vi har fået er, at den kommer d. 29. Ifølge Paomar burde det så tage 3-4 dage at få den ud af havnen. Det bekymrende er dog, at man i øjeblikket også venter på en anden container afsendt fra Esbjerg i november. Den ankom til Banjul d. 23. December – men er altså ikke kommet ud gennem tolden endnu. Det har vi hørt mange forklaringer på, noget om en toldbetjent der var syg, nye arbejdsgange etc. Men nu beder vi så bare til, at det ikke vil tage en måned med denne også – for så er der pludselig ikke længe til 5. marts. Og Martin skulle jo gerne nå at få installeret solcellerne og se dem virke.

Der er dog lagt flere planer for hvordan vi skal få denne ud hurtigere. En af dem er at Martin tager ud i tolden og lægger pres på dem – det er nok den af løsningerne jeg tror mest på.
Når denne uge er gået er jeg løbet tør for aktiviteter i Hanne Vibe Nursery som kan klares uden mine container-materialer. Martin kan altid få tiden til at gå på Little Tree, men da vi jo også gerne vil se andet af Gambia end Banjul, Kololi og omegn, har vi besluttet at tage på tur ind i landet nu. Vi holder Ellens fødselsdag her, og tager så afsted tirsdag.

Vi kører med Paomar ind til Soma, hvor den skole som Martin skal installere solcellerne på, ligger. Paomar vil vise os rundt i Soma, og vi vil så tage videre derfra ind til et chimpansereservat og til Georgetown, hvor der ligger et gammelt engelsk slavefort. Vi glaeder os!

Mobilos

Brug af mobiltelefoner er endog meget udbredt i Gambia. Det første vi blev mødt af da vi kørte fra lufthavnen var meterhøje billboards med reklamer for de to mobilselskaber, Africell og Gamcell. Jeg vil tro de står for ca. 90% af alle reklamer man ser – ”A telephone for every Gambian” er en af deres slogans. Et andet af salgstrickene er lotterier, hvor man kan vinde stipendiater, Haij-ture, biler mv. Mobil-brug passer da også fortrinligt til livsstilen hernede, hvor aftaler ikke liiiige er noget der tages så højtideligt. Så er det godt at kunne få fat i folk på anden måde.

Vi har selvfølgelig også fået et gambiansk mobilnummer. Man køber et sim-kort for den rørende pris af 50 dalasi (ca. 11 kr.) – og det er incl. taletid. Så tanker man op vha. skrabe-kort, som kan købes overalt i kiosker osv. Igen promoveret voldsomt – det virker som en livsnødvendighed på linie med ris og brød, eller måske før…

Mit mobilnr. er +220 72 60 244. Jeg vil nok ikke checke min Telmore særlig meget. Men jeg har prøvet både at sende og modtage SMS’er på dette nummer, og det virkede fint. Martin har også fået et kort med nr. +220 72 60 247. Han har dog ikke sat det i telefonen, så sandsynligvis træffes han bedre på sit danske mobilnr. +45 26 85 38 59.
Herinde omkring hovedstaden er dækningen fin, så må vi se hvordan det bliver når vi kommer længere ind i landet.

Dagligdag i Kerr Sereigne

Efterhånden tegner der sig et billede af hvordan vores dagligdag kommer til at forme sig. Vi har nu været i børnehaven i en uge, og Martin har rodet sig ud i både det ene og det andet i på Little Tree Skill centre i Bakau og andre steder.
Vi vågner med solen kl. ca. 7.30, spiser morgenmad og går herfra ca. 8.30. Martin cykler til Bakau, og vi går til Hanne Vibe. Der er meget at kigge på undervejs, vi går gennem et boligområde hvor der både er geder, høns og får på vejene, og en masse søde mennesker der hilser. Det er virkelig til at mærke forskel på hvilken side af hovedvejen man går på – der er ingen i Kerr Sereigne der vil lokke penge ud af én.

Så er vi i børnehaven til kl. 12.30-13. Derefter går det hjemad – måske med en is (til 1 dalasi, 23 øre) i den lille restaurant på vejen hjem.

Hvis pigerne har fået is, betyder det som regel at deres t-shirts og kjoler skal vaskes. Det foregår i hånden – jeg savner min vaskemaskine. Min det slider meget på tøjet at få det vasket lokalt, plus at vi ikke er sikre på hvornår og hvor meget der kommer tilbage. Så der er gang i Biotexen ganske ofte. Derhjemme spiser vi frokost, og venter på at Martin har fri kl. 14 og er hjemme ved 14.30-tiden. Vi holder siesta med middagslur eller leg til ved 16-tiden, hvor vi de fleste dage går på stranden. Der kan vi få meget tid til at gå – dog ikke så meget med badning, da der er meget vind på denne tid af året, og bølgerne derfor ikke er særlig børnevenlige. Men sandet er lige godt for det, og Astrid er god til at finde dåser mv. der kan bruges til at bygge med. Jeg har set næsten alle slags legetøj hernede – bortset fra sæt med spande og skovle… Så dem savner vi lidt.Efter stranden går vi enten og og spiser, eller laver mad hjemme. Astrid og Ellen er vældig glade for at spise ude, men det bliver ikke hver dag. Vores egen aftensmad har flere dage været vegetarisk – med så gode grøntsager og så dårligt udvalg af kød er der ingen grund til at smide for mange penge ud på absolut at skulle leve som hjemme.

Når aftensmaden er overstået er der historie, musik på computeren eller en DVD film inden ungerne kommer i seng ved 20-30-tiden. Så har vi tid til en kop kaffe, lidt computer-skriveri eller læsning. Vi havde hjemmefra snakket om, at aftenerne godt kunne blive lange, men det synes jeg nu ikke er sket endnu. Men det er da noget andet end da vi var i Thailand og Malaysia og kunne gå en tur i byen om aftenen – det kan man selvfølgelig ikke nu. Men det er en fin rytme, som vi alle trives ved indtil videre.

Breaking News

Astrid har fået en rokketand!!!! Hvad der dog ikke sker med de tænder hernede. Vi må håbe tandfeen kan finde hele vejen til Afrika....

Vi har haft en dejlig dag hos Karin og Peter i Sanyang - Martin har trouble-shootet på deres ustabile generator, og vi andre har badet i poolen, læst bøger og snakket med de andre. Skønt!

En aften i Tanji

I går aftes var vi i den lille fiskerby Tanji. Vi fulgtes med en meget tiltalende bumster (for det er han altså, selv om han er flink) - Pau-, som vi har snakket meget med på stranden de sidste par dage. Pigerne er vilde med ham og vice versa, så vi tænkte det var en god ide med en tolk sådan en aften. Vi kørte med lokal bush-taxa (sådan en minibus der kører når den er fuld) de ca. 10 km derud. Der var et mylder af folk, skibe og fisk. Vi havde egentlig tænkt os at finde en restaurant, men Martin forelskede sig i en en kæmpe rokke - den var vel ca. 1 m i diameter. Efter en del prutning om prisen fik vi den for 150 dalasi (ca. 35 kr), og for yderligere 500 D fik vi nogle lokale kvinder til at tilberede den "Gambian style" til os.


Vi havde nu ca. 1½ time til at gå rundt og kigge på det hele.


Derefter gik vi ind i det lille hus / hytte hvor de lavede maden. Det forgik over åben ild ude bagved, og der var så et forlokale hvor man kunne spise. Fisken blev først kogt, siden steget, og så var der "Benechin" til, nogle meget lækre knækkede ris kogt med grøntsager noget mere (som jeg ikke ved hvad er :-) ). Vi var kyllinger og bad om hver vores tallerken - det rigtige havde jo været et stort fad hvor alle stak klør fem i (med for guds skyld kun højre hånd!). Vi fik også en ske, men Pau vist epigerne hvordan man spiser Benechin med fingeren, og gjorde det også selv. Først kl. 21 kunne vi hanke op i nogen meget trætte og røg-lugtende piger og gå ud på den bulder-mørke strand med Mælkevejen over os, så klar som jeg aldrig før har set den.

Hvad lever vi af?

Egentlig gambiansk mad har vi ikke gjort det så meget i endnu, bortset fra i går aftes - se andetsteds på bloggen. Dels fordi vi vil vænne pigerne til alt det anderledes lidt af gangen, men mindst lige så meget fordi vi ikke kan finde nogle gambianske restauranter. Som før fortalt bor vi på kanten af turistområdet, og derovre er der masser af restauranter – indiske, libanesiske, italienske, engelske… men ikke rigtig nogle gambianske. De små boder på markeder etc. findes ikke i denne del af byen.

Vi har dog fundet et lille sted halvvejs mellem os og Hanne Vibe Nursery, en hyggelig lille biks med 3 borde og et udendørs køkken ude bagved. Det er ejet af en tysker (!), men han har en gambiansk kone og det er hende der laver maden. I mandags spiste vi aftensmad der, og Martin og jeg fik noget ris med to forskellige sovse, min var grøn og Martins brun, men hvad der var i den kan jeg ikke redegøre yderligere for :). Der må have været nogle af de på Serrekunda marked allestedsnærverende tørrede fisk, for der var en masse fiskeben i man skulle spytte ud undervejs. Men det smagte godt, og det er klart et sted vi kommer igen. Selvom de var 55 min. om at lave pigernes kyllingelår – de blev først lagt på grillen da vi kom. Bedre at vente end at få salmonella.

Ellers kan man få det meste i supermarkederne i området. Priserne er som Dk eller lidt højere, men der er nærmest heller ikke en eneste fødevare dér som er produceret i Gambia. Der er ketchup fra Bangladesh, kiks fra England, UHT-mælk fra Tyskland, håndsæbe fra Tyrkiet, Coca Cola fra Senegal, fetaost fra Danmark etc. Vi har besluttet os for at spise ”almindelig dansk” morgenmad med havregryn med (UHT) mælk. Dette giver også fordelen af, at Malaronepillerne optages bedst sammen med fedtholdig mad, og det får vi så fra mælken.

En ting er er masser af, og lokalt produceret, er frugt. Alle steder sælges der bananer, appelsiner og papaya. Øvrige typer frugt og grøntsager skal man lidt længere væk for at finde, men vi har fået et godt sted udpeget af Karin. På stranden bliver man ustandselig tilbudt frugttallerkener, juice og banan-milkshakes – vi har prøvet noget allerede, og det er rigtig godt. Om end man ikke skal bestille 5 min. inden man havde tænkt sig at skulle hjem. De har goood tid.

Vi har lavet aftensmad herhjemme et par gange – husgerådet er efterhånden sneget sig op på 2 gryder, nogle pander og en kedel (sidstnævnte fra Kina – jeg troede ikke man kunne lave metal-ting tyndere end konservesdåser, men det kan man altså godt…). Vi har købt en 5 kg rispose, men det paradoksale er, at hvis man vil have bare lidt kød til, er det faktisk billigere at gå ud at spise. Jeg vil tro at vi ender op med at spise ca. halvt af hvert hjemme vs. ude.

En mærkværdighed er brødet, som kan købes i alle små kiosker. Dvs. ikke selve brødet, som er almindelige 20-30 cm halvtørre flutes, men indpakningen…. Første gang vi købte det, var det indpakket i Oslo Folketidende, og i dag var det Ballerup Bladet??!! Meget mystisk – Ballerup Bladet er jo en gratisavis, hvis det havde været aviser som kunne have været til salg hernede havde det givet en smule mening, men det her? Vi graver i sagen :)…..

Alle friske & raske

Først skulle jeg hilse fra Astrid og sige at hun har fået 2 nye 6-års tænder. Stor ting.

Vi har ikke mærket noget til helbredsproblemer som turistmaver etc. Ellen har desværre fået nogle loppebid fra den madras de ligger på, så kombineret med et sår under næsen (som nu er næsten væk) har hun ikke været så fotogen. Nu har vi fået sprøjtet madrassen og købt et ekstra lagen, så vi håber det er slut med dét nu.

Pigerne har ikke været vant til at sluge piller før denne tur, så vi har selvfølgelig været lidt spændte på hvordan det skulle gå med hhv. 1 og 2 daglige tabletter til hver. Men det har 7-9-13 været fuldstændig smertefrit. Ellen sluger den på et nanosekund, og peger derefter stolt på sin mave og siger ”Så – nu er den nede i ma-u-en”. Astrid er ikke så vild med at sluge dem hele, men er helt med på at få dem knust mellem skeer og så ignorere den grimme smag. De husker dem selv om morgenen hvis vi er lidt for sløve i optrækket, og vi har heldigvis ikke mærket noget til bivirkninger.

Hanne Vibe Nursery

Vi startede mandag morgen i Hanne Vibe nursery. Vi var tydeligvis ventet, der var sat borde op til mig i det midterste klasseværelse, som normalt ikke bruges til undervisning, men til lager (vist nok til Karins fortrydelse). Vi blev modtaget med nysgerrighed af børnene, men blev ikke som sådan ”overfaldet” – lige så smilende de er udenfor skolen, ligeså svære var de at slå smil af i klasseværelset. Det har dog ændret sig senere.Den første dag satte vi os bare ind i hver vores klasse og så på hvordan undervisningen foregik. Det er (som vi havde fået fortalt) i høj grad efter ”sit down and be quiet” metoden, men det er også nødvendigt med den normerering der er… Den første dag var de opdelt i klasser. Den mindste klasse (3-4 år) havde om bogstaverne o-p-q. Læreren skrev bogstaverne op på tavlen, og børnene skrev af på små stykker papir. Jeg var imponeret af så godt de lykkedes med det. Nogenlunde samme metode brugte de til små regnestykker med figurer der skulle lægges sammen.

Astrid og Ellen holdt kun til den første time, så var det hele lidt for meget, og Martin tog dem med hjem (han startede først i Bakau onsdag). På vejen hjem var de forbi en compound hvor nogle piger flettede Astrids hår ”Gambian style” med 3 fletninger helt fra panden og ned i nakken. Dem er hun meget stolt af.

Tirsdag startede vi så ”for alvor”. Pigerne fik skoleuniformer, rødternede kjoler med logo på brystlommen. Da Astrid fik de på følte hun sig virkelig som en af flokken, hun satte sig ind på sin plads og vi fik besked (af hende) på at gå ud. Hun har allerede fået en ven, sidekammeraten, som har foræret hende to af de armbånd hun selv havde på…. De havde alfabet-sang-øvelser, og bagefter en time hvor de skulle skrive små bogstaver af fra tavlen. Hidtil har Astrid kun skrevet store bogstaver, men da hun så mig skrive på computeren, kunne hun genkende bogstaverne som ”dem fra skolen” :). Stor succes. Bagefter en time med to-tabellen – læreren siger / synger ”one times two is two”, ”two times two is four” osv., og børnene synger så efter hver strofe. Vi har vores tvivl om de på nogen måde forbinder det med regning / tal, men det tager vi ikke så tungt. Det vigtigste er, at Astrid har fået en rigtig god start. Ellen vil gerne være i nærheden af mig, hun er mere genert end vi ville have forventet. Men det er ikke noget problem at hun er i ”min” klasse.

Selv forsøgte jeg mig med de få spil jeg havde med hjemmefra i min egen bagage. Containeren med kasserne hjemmefra kommer først d. 18. (vi havde ellers fået forståelsen af at de allerede var her), så jeg må klare mig med hvad jeg har. Det var noget udfordrende, må jeg indrømme, da de ikke rigtig forstår noget engelsk . Jeg startede med 8 fra den mindste klasse, og lavede nogle memory-spil. De forstod ikke rigtig at det handlede om at huske hvor de forskellige figurer lå, så der blev vendt se samme kort igen og igen. Jeg havde heldigvis fået en udgave hvor man ”fisker” stikkene vha. kontorklips og en magnet i en snor – tak Bitten :-). Det udvirkede mirakler mht. at forstå hvordan man venter på tur. Det er tydeligvis ikke noget de er vant til. Jeg fandt også nogle puslespil der var der i forvejen (fra en tidligere sending fra DK). De materialer de har fået fra Danmark var blevet stillet frem, og jeg må indrømme at det ikke virkede som om de var blevet brugt siden sidst der var en fra Danmark på besøg. Men den med gentagelsen der er al lærdoms moder gælder jo også puslespil, så de bliver præsenteret for de samme igen. Og så glæder jeg mig til min container :-).

Foerste dag i Gambia

Efter en noget urolig nat med 4 personer i en max. 140 cm bred seng vågnede vi og spiste morgenmad bestående af hjemmefra medbragte havregryn og mælk, som vi havde med fra Karin, sammen med knækbrød og marmelade. Vi blev hentet og kørt til Hanne Vibe Nursery sammen med Karins gæster. Det var rart at se skolen, som I kommer til at høre meget mere til senere. Desværre var der ingen børn pga. det muslimske nytår. Men lederen Sirra var der, og fortalte om stedet. Vi blev så kørt rundt for at se hendes kontor på en anden skole, og derefter ind til Banjul. Vi gik en tur ”rundt om blokken” med butikker, bl.a en masse stofbutikker som nogle købte ind i. Vi fik noget stof til duge til huset. Alle var godt sultne, så på vej tilbage holdt vi picnic på stranden med Karins sandwiches og koldt vand.

Vi havde nu Paomar for os selv, og han tog Martin med på en større rundtur, mens alle pigerne blev hjemme i huset. Martin kom op og så Little Tree skolen i Bakau, var hjemme hos Paomar og hente ting og sager, og en tur på marked. Vi manglede en del ting til huset; gryder, tallerkener, bestik og ikke mindst en madras til pigerne. Lidt blev indkøbt, men det meste har vi lånt af Paomar. Virkelig rørende – vi talte om, hvor sandsynligt det ville være at vi lånte alt vores bestik til nogle vi havde kendt under et døgn? (Vi har så senere fået at vide, at han aldrig selv laver mad, men spiser hos naboen, så forhåbentlig mangler han det ikke så meget). Vi fik også 3 cykler med fra skolen i Bakau.

Da Martin var hjemme efter en tre timers tid, var det tid til noget aftensmad. Der er et stort restaurantområde i nærheden, med mange forskellige steder fra flere verdenshjørner. Det er nok ikke der vi kommer til at komme mest – man bliver ustandselig passet op, og der er rigtig mange turister. Men det er dejligt at vide at vi har muligheden, hvis lysten til europæisk mad skulle melde sig. Vi fik libanesisk mad, meget lækkert men ikke specielt billigt. Og saa var pigerne godt brugte, og det var tid til at komme hjem til lagenposerne og fleece-taepperne (som vi er glade for, for saa varmt er her faktisk ikke om natten).

Huset vi bor i

Paomar har fundet et hus til os i Kololi, som er et turist-område i Gambia.Ved første øjekast var vi noget forbeholdne, da det så lidt halv-snusket ud. På den anden side havde vi selv valgt at vi ikke ville bo på hotel, og med dagslyset næste morgen vandt stedet ved nærmere bekendtskab. Det var også en meget god øjenåbner at se sig omkring og tænke: Hvad er det egentlig vi har brug for? Det består af tre store rum; et køkken, en stue og et soveværelse, hvor der er et stort toilet / bad i tilknytning. Der er strøm (det meste af tiden…) incl. Stikkontakter, badekar,træk og slip – MED bræt,varmt vand (eller i hvert fald lunkent), en dobbeltseng, et stort skab og en sofagruppe i stuen. I køkkenet er der gaskomfur, køleskab og køkkenvask med kloret, rent udseende vand og et spisebord, hvor vi nu har fået samlet 5 stole omkring. Pierne sover på en madras i et hjørne af stuen, hvor de har deres eget ”telt” af myggenettet.

Vi bor på grænsen mellem turistområdet og et område hvor de lokale bor, og det er i det område Hanne Vibe Nursery School, hvor vi skal være, ligger. Så vi sprang ud i det, men betalte dog kun for den første uge. Vi giver 2500 Dalasi, sv. t. ca. 550 kr., om ugen. Det må siges at være rimeligt nok…. Manden som ejer huset har været meget hjælpsom – men det virker nu også som om det er hans primære indtægtskilde. Huset er det eneste i en såkaldt Compound, dvs. en gruppe huse med en mur omkring. Ejeren bor i baghaven, og holder sirlig orden, der bliver revet rundt om palmerne hver dag. Compundens beboere er desuden 3 hundehvalpe, en hunde-mor og 2 aber, der kom på visit baade den foerste dag og i morges.

Saa er vi landet

3 dage på farten, og det føles allerede som om vi har være afsted meget længe. Der er allerede så mange indtryk og oplevelser, at det er svært at skille fra hinanden.

Så lad os starte fra begyndelsen.

Torsdag morgen ringede vækkeuret kl. 04.00, og vi kom op og afsted (ikke til Ellens udelte begejstring, dog), mens vi frøs med anstand. Morfar Vagn kørte os i lufthavnen, og vi fik cheket alt vores habengut ind uden nogen problemer. De kom dog senere, problemerne, da der var snekaos og rimtåge i Bruxelles lufthavn. Det betød 1 times forsinkelse fra København og 2 timer fra Bruxelles. Men bortset fra det gik det fint med flyveturene, kun til sidst var der lidt utålmodighed. Begge pigerne sov en del af vejen, og det var spændende med flymad – dog var det ikke en del af planen at den (af os) lovede ”rice & chicken” flymad var ”Afrikansk lammestuvning” med godt med krydderier. Flyet fra Bruxelles var kæmpestort, og en blanding af afrikanere og turister. De fleste stod af i Dakar, så den sidste halve time mellen Dakar og Banjul var flyet halvtomt.

I Banjul lufthavn var det et større menageri at få vores 5 stk. bagage af båndet, men alt var der, til vores store glæde. Så var der en ny kø, denne gang til Immigrations. I den kø stod vi ved siden af en dansk dame, som viste sig at være dén Annegrethe, som min kollega Heidi flere gange har omtalt (hun er mor til en af Heidis veninder). Sådan er verden ikke så stor. Vi fik på stående fod en invitation og et mobilnummer. Klokken var nu efterhånden 20.30. På den anden side ventede Peter og Paomar, som er koordinator for drengespejderne. Vi blev hentet af ”spejderbilen”, en pick-up med bagsæde, som vi siden har kørt rigtig meget i (dvs. blevet kørt i).

Vi blev nu kørt til Peter og Karins hus i Sayang, en køretur på 45 min. ad primært gode veje. Der var meget at se på undervejs – det var muslimsk nytår, så der var masser af folk på gaden, i deres fineste tøj. Og det er fint! Vel ankommet til Peter og Karins nybyggede hus langt inde i bushen udenfor Sayang, hilste vi på deres ”januar-hold” af gildebrøde, som var ankommet tidligere samme dag. Søde folk, men de var forståeligt også trætte, så det blev kun til en kort snak, før de trak sig tilbage. Vi fik dejlig aftensmad, og pigerne vågnede lidt op til dåd. Vi blev derefter kørt tilbage til Kololi af Paomar.

Klar - parat - afgang

Så begynder vi at kunne mærke sommerfuglene i maven... Dagen har stået på pakning, vi har måttet kapitulere og medbringe en sportstaske mere end beregnet. Vores oppakning består nu af to store rygsække, en kuffert med ting der skal afleveres i Gambia (dvs. den skal ikke med videre), en sportstaske, en paraplyklapvogn og en håndbagage-rygsæk til os hver. Særlig pigernes pakning med udvælgelse af legetøj har været en kompliceret proces! Men nu bliver det, som det er.

Min far er så sød at køre os i lufthavnen i morgen tidlig - flyet letter 6.50, så vi skal tidligt op. Men mirakuløst nok var Astrid og Ellen også med på at gå tidligt i seng, så det skal nok gå.

Synes lige jeg ville dele vejrudsigten med jer. De lover nogle skyer den første weekend, men temperaturen er der ikke noget at klage på. Vores garderobe består da også primært af shorts, soltoppe og sandaler, så vi ifører os ca. alt vores tøj for at tage i lufthavnen i sne og minusgrader i morgen tidlig :-). Vi har dog sko med, så vi synker ikke så dybt som uldstrømper i sandaler...

Det er ikke godt at vide hvornar jeg kan skrive igen, så ha' det godt så længe til vi blogges ved igen!

Så er det snart!

Vi har været stille her på bloggen over jul og nytår - så det bliver først nu at vi ønsker godt nytår til jer, der læser med. Vi har haft en dejlig jul og en dejlig nytårsferie. Den gik til Geilo, med sne, sol og godt selskab. Intet at klage over.

Vel hjemme igen i lørdags var det for alvor tid til at tænke over vores kommende tur. Først var der liiige 7 maskiner tøj der skulle vaskes, men det kunne så passende bruges til at finde det frem der skal med. Nu er alt linet op i kælderen, og specielt medicin / hygiejne-sektionen er et imponerende syn. Jeg har om-pakket Malaronen, så den nu ligger i 8 æsker - det ser ikke ud af meget, når man ved hvor meget der er betalt for sagerne.... Vi har fået en masse musik og lydbøger til pigerne, så de er lagt ind på vores i-pod'er. Og bøgerne til os er indkøbt og klar - hvis I er nysgerrige, kan I se hvad vi skal læse i hængekøjen, her:

De sidste indkøb blev foretaget i dag mens Farmor og Farfar havde pigerne med i Dyrehaven. Vi har bl.a. investeret i et nyt spejlrefleks-kamera med en ordentlig zoom, så det bliver spændende at tage det med på safari..... Myggenet, pengebælte og det sidste tøj til pigerne kom også op i kurven...

Nu mangler vi kun at pakke alle sagerne ned i rygsække og kuffert - men det er jo altid spændende om det kan være der. Vores line-up ses her:

Gambia - here we come :-)