Efterhånden tegner der sig et billede af hvordan vores dagligdag kommer til at forme sig. Vi har nu været i børnehaven i en uge, og Martin har rodet sig ud i både det ene og det andet i på Little Tree Skill centre i Bakau og andre steder.
Vi vågner med solen kl. ca. 7.30, spiser morgenmad og går herfra ca. 8.30. Martin cykler til Bakau, og vi går til Hanne Vibe. Der er meget at kigge på undervejs, vi går gennem et boligområde hvor der både er geder, høns og får på vejene, og en masse søde mennesker der hilser. Det er virkelig til at mærke forskel på hvilken side af hovedvejen man går på – der er ingen i Kerr Sereigne der vil lokke penge ud af én.

Så er vi i børnehaven til kl. 12.30-13. Derefter går det hjemad – måske med en is (til 1 dalasi, 23 øre) i den lille restaurant på vejen hjem.

Hvis pigerne har fået is, betyder det som regel at deres t-shirts og kjoler skal vaskes. Det foregår i hånden – jeg savner min vaskemaskine. Min det slider meget på tøjet at få det vasket lokalt, plus at vi ikke er sikre på hvornår og hvor meget der kommer tilbage. Så der er gang i Biotexen ganske ofte. Derhjemme spiser vi frokost, og venter på at Martin har fri kl. 14 og er hjemme ved 14.30-tiden. Vi holder siesta med middagslur eller leg til ved 16-tiden, hvor vi de fleste dage går på stranden. Der kan vi få meget tid til at gå – dog ikke så meget med badning, da der er meget vind på denne tid af året, og bølgerne derfor ikke er særlig børnevenlige. Men sandet er lige godt for det, og Astrid er god til at finde dåser mv. der kan bruges til at bygge med. Jeg har set næsten alle slags legetøj hernede – bortset fra sæt med spande og skovle… Så dem savner vi lidt.

Efter stranden går vi enten og og spiser, eller laver mad hjemme. Astrid og Ellen er vældig glade for at spise ude, men det bliver ikke hver dag. Vores egen aftensmad har flere dage været vegetarisk – med så gode grøntsager og så dårligt udvalg af kød er der ingen grund til at smide for mange penge ud på absolut at skulle leve som hjemme.
Når aftensmaden er overstået er der historie, musik på computeren eller en DVD film inden ungerne kommer i seng ved 20-30-tiden. Så har vi tid til en kop kaffe, lidt computer-skriveri eller læsning. Vi havde hjemmefra snakket om, at aftenerne godt kunne blive lange, men det synes jeg nu ikke er sket endnu. Men det er da noget andet end da vi var i Thailand og Malaysia og kunne gå en tur i byen om aftenen – det kan man selvfølgelig ikke nu. Men det er en fin rytme, som vi alle trives ved indtil videre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar