Tanker om containere og u-lands-hjaelp

Onsdag aften havde vi besøg af Paomar og Alpha, som var forbi med nogle stole fra containeren. Ikke at vi havde bedt om flere stole, men vi sidder pt. på 4 umage stole hvoraf 2 er havestole, og den ene af dem med et løst ben, så det er dejligt med noget dansk stål og fyrretræ… Det er ikke første gang de en af dem kommer uanmeldt lige inden spisetid, men det er kun hyggeligt. Vi spiser jo næsten altid ris (som alle andre hernede) så det er bare at sætte en omgang mere over, og så spare lidt mere på sovsen.

Vi snakkede om disse container –forsendelser, noget som vi også har diskuteret bl.a med nogle herboende danskere vi mødte på en restaurant forleden. Det er meget svært at gennemskue om alt hvad der kommer herned vitterligt er noget fx hospitalerne har ønsket sig, eller det bare er en måde at ”komme af med” noget der alligevel skulle kasseres i . Man vil aldrig opleve at modtagerne vil sige nej til noget – heller ikke hvis de ikke kan/skal bruge det, og det bare kommer til at samle rødt støv i et eller andet lagerrum.

Det at alt bare bliver foræret væk har også den lidt uheldige effekt at det ikke virker som om gambianerne tillægger det de får så stor (materiel) værdi. Hvilket det jo har, også for danskere. Der er selvfølgelig stor taknemmelighed og flotte taler, når det modtages. Men det virker ikke som om nogen skoler etc. nogensinde kunne tænke den tanke til ende rent faktisk at købe nogle skoleborde der blev produceret lokalt. Selvfølgelig har de ikke midlerne til det, men spørgsmålet er om man gør landet en tjeneste ved at vænne dem til, at alt kommer gratis i containere fra Europa? Det er nogle svære spørgmål, for alternativet er jo at de ikke har stole og borde i deres skoler, eller senge i hospitalerne. Men hvad vi ser er et land der populært sagt er på bistandshjælp, og har det helt fint med det. Hvorfor bekymre sig, når andre vil gøre arbejdet for en?

Der er selvfølgelig mange undtagelser fra denne holdning, specielt blandt spejderne. Men desværre også mange dårlige eksempler. I går aftalte jeg med en dame fra vejen at kun kunne tjene nogle penge på at komme og gøre rent for os – ikke fordi vi ikke kan overkomme det selv, men for at støtte hende. Hun kommer så 2½ time efter den aftalte tid, og hun undrer sig meget over at vi allerede har vasket gulvet og er på vej til stranden. Samme historier hører vi fra Karin og Peter og fra de danske hotel-byggere i Georgetown – at folk som regel møder kl. 10 og så bliver der til ved 15-tiden (afbrudt af middagsbønnen). Vi har hørt meget på ”life is hard, life is hard” fra forskellige folk hernede, og at de så gerne vil til Europa. Men hvordan man skulle kunne klare sig med en sådan mangel på arbejdsmoral er svært at forestille sig. Da Martin fortalte sine elever hvad en faglært elektriker kunne tjene i timen, var den første reaktion ”fantastisk, så behøver man jo kun at arbejde 3 timer om dagen…”.

Men alligevel er det meget positivt at se hvor glade folk er for de ting de modtager, og der er jo ingen tvivl om at det meste blivr brugt og goer nytte. Saa vi glaeder os ogsaa til at give vores ting vaek, hvad enten de giver nytte paa den lange bane eller ikke.